Absalons forgyldte billede ovenfor hovedindgangen til Københavns rådhus.

"Hver gang almuen i Skåne har fundet skatter og byrder ulidelige, har den med samlet styrke mødt uretten. Når åget syntes den for tungt, har den i fællesskab krævet sin frihed med våben."

Saxo Grammaticus 1150-1220

ABSALON OG SKÅNINGERNE

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Mange skåninger, som har taget over til København, har sikkert nogle gange beundret byens smukke rådhus. Men få kender til, at det forgyldte billede ovenfor hovedindgangen forestiller en af de mest navnkundige kirkefyrster fra Lunds ærkebispesæde. Endnu færre turde vide, at det er samme mand, som fik foræret en rytterstatue midt i folkevrimlen på Højbro Plads. Han er den danske hovedstads grundlægger og var i årene 1177-1201 ærkebiskop i Lund. Hans navn var Absalon.

Absalon tilhørte den mægtige sjællandske Hvide-æt og var fosterbroder til Valdemar, som blev dansk konge med tilnavnet "den store". Efter dennes trontiltrædelse blev han 1158 udnævnt til biskop i Roskilde. Absalon blev Valdemars rådgiver og ledte selv de fremgangsrige korstog mod de hedenske vendere og gjorde Rygen og dele af Pommern til danske besiddelser. Ved et fiskerleje som hed Havn, opførte han år 1167 en borg, som blev grundstenen til det, der kom at blive Danmarks hovedstad København.

Da den gamle ærkebiskop Eskil træt af år og møje 1178 besluttede sig til at træde tilbage fra sit høje embede og tilbringe den sidste del af sit liv i et fransk kloster, fik han pavens tilladelse til selv at foreslå, hvem der skulle efterfølge ham. I Lunds domkirke blev der holdt et stort møde, hvor kong Valdemar og alle rigets biskopper var tilstedeværende, og da Eskil foreslog Absalon som sin efterfølger, vægrede Roskildebispen sig på det bestemteste ved at påtage sig hvervet. Men da Eskil spurgte de tilstedeværende, hvem de ville udnævne, råbte alle Absalon. Saxo, Absalons egen historiker, skriver: "De nøjedes nu heller ikke med at udråbe ham, men greb fat i ham og søgte med magt at slæbe ham hen til det sæde hvortil de med ord havde kåret ham. Eskil var selv den første til at lægge hånd på ham, og det syntes at give de andre mod til at gøre ligeså. Kannikkerne istemte nu også efter sæd og skik en højtidelig lovsang til ære for det enstemmige valg; og almuen kunne i sin hjertensglæde ej bare sig for at kvæde en hellig vise om kap med klerkenes fromme salme, da den gerne ville hædre ham ved at være med i lovsangen og holdt det for en skam at tie, når de andre stemte i af fuld hals; så han var hele mængdens udkårne yngling og måtte da kaldes enstemmigt valgt. Men Absalon stred af alle kræfter imod den skare, der sled i ham, og slog flere af dem hårdt i gulvet; kannikkerne rev sådan i ham, at de flængede hans klæder sønder, og det var nær kommet til strid og slagsmål; ja der opstod sligt et gny og bulder, at det aldeles overdøvede sangen." Ikke før paven befalede ham at modtage ærkesædet i Lund og desuden tillod ham at beholde Roskilde stift, gav Absalon sig.

Den nye kirkefyrste kom snart i åben konfrontation med folket i det østensundske Danmark. Grundene til det oprør, som 1180 slog ud i lys lue, er til en vis grad usikre. Men man kan vel gætte sig til, at samarbejdet mellem konge- og kirkemagten førte til, at folkets magt blev undermineret.

Man ved i hvert fald, at Absalon på kirkens ejendomme i Skåneland indsatte sjællandske stormænd som lensherrer, hvoraf mange desuden var hans egne slægtninge, og dette tirrede de skånelandske stormænd. Af almuen krævede han bispetiende, en sur skat på ti procent af al afgrøde, og af præsterne forlangte han, at de skulle leve i cølibat, dvs. være ugifte. I det øvrige Danmark var dette i det store og hele blevet accepteret, men i Skåneland rasede præsterne mod cølibatet og bønderne og borgerne mod tienden.

Ved hjemkomsten efter et krigstogt fik Absalon at vide, at der herskede et stort misnøje i Skåneland, og en af kongens fogeder var blevet så hårdt angrebet på landstinget ved Lund, at han var blevet slået ihjel, hvis det ikke var lykkedes ham at redde sit liv ved at søge tilflugt i domkirken. Absalon forsøgte uden fremgang at tale skånelænderne tilrette på tinge, men det var ved at slutte rigtigt dårligt, da bønderne overfaldt ham på hans faste borg i Søvdesø. Godt nok slap han selv uskadt væk, men bønderne plyndrede og ødelagde borgen. Til sidst blev Absalon tvunget til at flygte fra sit ærkebispesæde.

For at straffe de opsætsige skånelændere sendte Absalon en skrivelse til præstemødet i Lund, hvor han lyste hele Skåneland i interdikt, hvilket indebar, at de hellige sakramenter ikke måtte uddeles, og at ingen skånelændere kunne blive begravet i indviet jord. Men de to præster, som blev sendt ud for at forkynde almuen ærkebiskoppens budskab, vendte tilbage med det svar, at det minsandten var skånelænderne og ikke ærkebiskoppen, som betalte præsternes løn. Hvis præsterne ikke forrettede deres kirketjeneste, kunne de forlade landet en gang for alle, og gjorde de det ikke, skulle bønderne på egen hånd se til, at de mistede deres ejendomme og prygle dem ud af Skåneland. Ved den trussel faldt Absalon til føje, og interdiktet blev aldrig gennemført.

Ved fastelavnstid 1181 steg Absalon i land sammen med kong Valdemar i spidsen for en stor hær ved Helsingborg. De skånske og hallandske bønder lod budstikken gå fra gård til gård, og en stor bondehær samlede sig og rykkede frem for at møde kongens og ærkebiskoppens styrker i åben strid. Ved Dysjebro over Saks Aa mødtes kongens rytterhær og de skånelandske stormænds bondestyrker. Absalon skal efter sigende have ment, at kæppe var nok til at tvinge bønderne til lydighed, men kong Valdemar svarede ham, at de faktisk sloges mod mennesker og ikke mod hunde. Absalons historieskriver Saxo beretter i sin krønike, at bønderne stred tappert, og at sejren længe var uvis, men Absalons ryttere fandt et vadested, gik over åen og faldt bønderne i ryggen, og "således blev dette sammenløbne pak slaget af Guds dom og måtte bøde hårdt for sin gruelige helligbrøde." Man regner med, at omkring tusind bønder faldt i dette slag, som levede videre i minderne middelalderen igennem som det skæbnesvangre, forbandede "Dysje fald".

Da kongen og ærkebiskoppen efter det sejrrige slag ankom til Lund, fik de at vide, at også almuen i den østlige del af Skåneland havde samlet en hær for at møde indtrængerne. Ved Gedinge bro, som gik over Kævlinge Aa en mil nordøst for Lund, havde bønderne spærret vejen med stenvarder, og her fandt konfrontationen sted. Ifølge Saxo vovede bønderne ikke at tage striden op og overgav sig til kongens nåde og unåde. Men i virkeligheden stødte Valdemars og Absalons tropper på uventet hård modstand, og efter et stort mandefald på den kongelige side blev man tvunget til at forhandle med almuen. Skånelænderne værgede sig stadig ved at betale bispetiende, og da Absalon indså, at man ikke engang kunne tvinge skånelænderne med våbenmagt, lod han kravet hvile for Skånelands vedkommende, eller han blev tvunget hertil af Valdemar.

I maj måned 1182 døde kong Valdemar og efterfulgtes på den danske trone af sin unge søn Knud IV. Samme år flammede det skånelandske oprør op på ny. Ifølge Saxo "glædede den skånske almue sig over, at den ved kongens død atter kunne give sin frækhed frit spil, og tog sig for at kræve bøder for nederlaget ved Dysjebro af de høje herrer, der havde skilt dem ved deres kære og gode frænder og venner." For første gang i Skånelands historie optræder en bondeleder fra det skånske folkedyb, Aage Tubbesen, hvis navn og oprindelse er ukendt, men som syntes at have haft evnen til at samle folket i protest mod den nye konge og Absalon. De hadede lensherrerne Esbern Snare og Thord Gælker (gælkere = kongens stedfortrædere i Skåneland), og andre stormænds gods og gårde blev plyndret og brændt. I Skåneland ville man nu gå sin egen vej med en egen skånelandsk konge, og derfor til kaldte oprørslederne en dansk ædling "med kongeblod i årerne", Harald Olufsen Skreng. Denne var tidligere flygtet til Sverige, men stillede nu ved skånelændernes forespørgsel velvilligt op på deres side, understøttet af den svenske konge Knud Eriksson og jarlen Birger Brosa. Den skånelandske bondehær, der var blevet forstærket med svenske soldater, stod snart udenfor Lunds porte. Det afgørende slag stod ved Høje Aa mellem Lund og Lomme, hvor kongens soldater, skånelandske stormænd og ærkebiskoppens eget rytteri i et kort men blodigt slag besejrede Harald Skrengs bondehær. Der findes ingen sikre oplysninger om folkets tabstal, men visse kilder tyder på, at ikke mindre end 3.000 bønder faldt, i så fald det største tab Skånelands folk indtil da havde lidt i menneskeliv. Harald Skreng og Aage Tubbesen havde ifølge Saxo held til at redde livet og flygte mod nord til Sverige. Men om Haralds skæbne strides de lærde. Den danske historiker Arild Huitfeldt skrev i 1604 i sin krønike, at "Udi dete Aar 1183 døde Harrild Skreng, begreffuen til Delby, uden nogen Greffskrifft, som en Privet Person."

Trods nederlaget nægtede den skånelandske almue imidlertid at give op og påbegyndte en sammensværgelse for at styrte hele stormandsklassen, og de velhavende skånelandske bønder mødte atter op på landstinget ved Lund. Men det lykkedes for Absalon at sprænge tinget i ly af sit sjællandske rytteri, og derefter kunne han og kong Knud fælde deres hårde domme over oprørsmændene. Knud lod bondelederne henrette og nøjedes med at idømme de skånelandske bønder drøje bøder i stedet for, som han først havde besluttet, at lægge hele Froste herred under ild og sværd. Ifølge Saxo blev denne beslutning omgjort, efter at Absalon ved et sælsomt indfald af barmhjertighed intervenerede til skånelændernes fordel. Saxo opsummerede den lange skånelandske frihedskamp som slut med ordene:

"Således endte med dette ting det gruelige og langvarige oprør, og siden har almuen aldrig vovet at yppe ufred og byde høvdingelaget trods."

Maleri i Knislinge kirke nord for Christianstad fra slutningen af 1100-tallet, som man mener forestiller ærkebiskop Absalon.

KILDER:
Jonny Ambrius "Skånelands historia i fickformat", "Vem är vem i skånsk historia", "Skånes historia i årtal"
Gottfrid Björkelund "Färs härads historia"
Uno Röndahl "Skåneland II - På jakt efter historien" "Skåneland ur det fördolda"
Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Stiftelsen Skånsk Framtid "333årsboken"
Folke Hellberg "Skånes historia"
Johan Ottosen "Vor historie"
Saxo Grammaticus
Arbetet "Skånes goda sidor"

[Tilbage til hovedsiden]