Helsingborgspræsten David Assarsson kæmpede for den historiske sandhed om Skåneland, noget der var ildeset i det officielle Sverige. I 1923 skrev han bogen "Det skånska problemet" hvor han påviste det uholdbare i at et helt folk på omkring 750.000 mennesker (1923) holdes tilbage fra kendskabet om sin egen historie under den danske tid. Ingemar Ingers, senere docent ved Lunds Universitet, skrev en anmeldelse af bogen til studenterforeningens avis Lundagård, hvor han gjorde det utilgivelige at give bifald for Assarssons tanker. Avisen nægtede at bringe anmeldelsen og Ingers fik ikke engang sit manuskript retur. Istedet bragte redaktionen en egen arrogant og nedladende anmeldelse uden forfatternavn, som afsluttedes med orden: "Det är en konst, inte bara att minnas, men också att glömma". Skånelands 800-årige danske baggrund var således kun værd at glemme. Professorerne Fredrik Böök og Bertil Ohlin gjorde også deres bedste i deres anmeldelser for at håne og latterliggøre "Det skånska problemet" og dets ophavsmand. Den sidstnævnte, blivende formand i Folkpartiet, Bertil Ohlin, forsikrede til og med at ingen i Skåneland delte bogens tanker, og at studenterne i Lund brugte den som morskabslitteratur. Men Assarssons protestpamflet fik stor betydning for mange mennesker i de gamle østdanske provinser, og blev ophav til den i 1937 stiftede organisation Skånsk Samling.

Skånelandsbevægelsens historie

- af Henrik Persson, Lund

Oversættelse: Søren Madsen

Inden det er meningsfyldt at begynde at diskutere Skånelandsbevægelsens historie er der nogle ting, som først må gøres klart, nemlig hvilke grundlæggende ideer og målsætninger, der har været fremherskende og har bundet bevægelsen sammen. Med bevægelse menes her den samlede mængde foreninger og sammenslutninger som hænger sammen både over tid og hvad gælder grundlæggende værdier. Hvad gælder ideerne bygger disse i mangt og meget på synet på de skånske landskabers historiske og kulturelle særstilling i Sverige. Skånelandsbevægelsen har altid set denne særstilling som noget positivt og et fast holdepunkt både med hensyn til forholdet indenfor Sverige, som i forholdet til det øvrige Norden og ikke mindst til Danmark. Et humanistisk grundsyn med respekt for alle forskelligheder i samfundet har altid præget bevægelsen og er det fundament hvorpå den hviler, og som i forlængelsen ikke skulle kunne eksistere uden. Sluttelig skal det pointeres at denne kortfattede artikel om Skånelandsbevægelsen og dens historie kun skal ses som en enkel introduktion til emnet, og ikke som nogen fyldestgørende beskrivelse.

For at finde grunden til den moderne Skånelandsbevægelse må man søge tilbage til 1800-tallets første halvdel. Skånelandsbevægelsen kan siges at have sin oprindelse i den øgede interesse for den skånske historie og kultur på denne tid, hvilket kan sættes i forbindelse med Skånes store økonomiske opsving efter 1810. Tidligere havde den økonomiske situation i det landbrugsprægede Skåne været i en på mange måder bedrøvelig stand med et meget dårligt udnyttet jordbrug. Vendepunktet kan sættes i forbindelse med det skånske bondeoprør 1811.

Fra at have været en temmelig isoleret landsdel i dybeste elendighed, blev Skåne på et par årtier Sveriges rigeste provins. Samtidig begyndte grænserne mod omverdenen og det gamle danske moderland at åbnes på klem, hvilket ikke mindst illustreredes af den stærke gennemslagskraft skandinavismen havde i Skåne. Det kan derfor ikke siges at være noget tilfælde at Skåne på samme tid oplevede noget af en kulturel renæssance. Den øgede interesse for den skånske historie og kultur manifesteredes bl.a. med fremkomsten af Sällskapet för Skånes historia och beskrivning i 1844. Denne forening som stiftedes af den daværende lundensiske biskop Wilhelm Faxe, kan siges at have lagt grunden til den kommende Skånelandsbevægelse. Foreningen fik under 1860-tallet en opfølger i den af Martin Weibull stiftede Föreningen för Skånes fornminnen och historia. Det var også i 1860'erne at de skånske landskaber, på Weibulls initiativ, blev sammenført under navnet Skåneland, muligvis inspireret af den gamle betegnelse Skaanelandene fra den danske tid. En anden inspirationskilde kan betegnelsen Skåne Land eller "Skånes land" have været, hvilken bl.a. genfindes i Carl von Linnés "Skånska Resa" fra 1749 og på Vester Gønges herredsfane fra 1711.

Föreningen för Skånes fornminnen och historia blev siden til De skånska landskapens historiska och arkeologiske förening, som formelt set stadig eksisterer, omend ej i oprindelig form, men idag som en del af den skånske hjemstavnsbevægelse (hembygdsrörelse). Et stort antal skrifter og skriftserier, deriblandt "Historisk tidskrift för Skåneland", blev udgivet i foreningens regi under de omtrent 50 år foreningen virkede under Weibull'ernes indflydelse. Drivkrafter i foreningen var foruden Martin Weibull, også Lauridz og senere Curt Weibull. Det er også værd at nævne at det næsten helt sikkert var på Martin Weibulls initiativ at det skånelandske flag blev skabt i 1880'erne, muligvis ud fra det man mente kunne have været den lundensiske ærkebiskops fane i middelalderen. At foreningen senere hen tabte en del af sin tidligere betydning betød dog ikke at interessen for Skånelands særprægede historie og kultur ophørte, hvilket ikke mindst ses af den mængde bøger og skrifter, med tilknytning til emnet, som blev skrevet i 20'erne og 30'erne. Værd at nævne i rækken er Berndt David Assarssons "Det Skånska Problemet" og Harald Lindals "Skånes Historia", begge udgivet i 1923, samt Sture Bolins "Skånelands Historia" fra 1933.

Næste milepæl i Skånelandsbevægelsens historie var dannelsen af Skånsk Samling i 1937. I lighed med sine forgængere kom Skånsk Samling i hvert fald i begyndelsen til at være en helt igennem akademisk sammenslutning. Forskellen var dog at den ikke fik samme direkte kobling til universitetet i Lund og at den oprindelig kom mere til at ligne et slags akademi, med en håndfuld medlemmer bestående af en del forfattere og kunstnere. Foreningens ophavsmand var Ernfrid Tjörne, som siden kom til at bestride formandsskabet helt op til 70'erne. Tanken med foreningen var fra begyndelsen at den skulle virke for at værne om kulturen og særarten i Skåneland, samt hvile på samme skandinavistiske grund som sine forgængere.

I de første år var Skånsk Samlings virke beskedent. Med tiden strømmede medlemmerne dog til og aktiviteten blev øget, samtidig med at foreningen efterhånden fik mere opmærksomhed af pressen. Et antal lokalafdelinger blev også dannet forskellige steder i Skåneland. I midten af 50'erne havde foreningen omkring 500 medlemmer. Det unikke ved Skånsk Samling var at den havde gået fra at være en ren akademisk sammenslutning til noget som skulle kunne betegnes som en begyndende folkebevægelse, med repræsentanter fra alle samfundsgrupper. I medlemslisten fra 1954 finder man alt fra kongelige, som Gustav VI Adolf, til lokoførere og børnehavepædagoger.

I 50'erne opnåede foreningen sin måske største succes, idet det lykkedes at få skrevet følgende passus ind i lærerplanen for grundskolen af den 22. januar 1955:

"När så är motiverat, bör inte blott hembygdens utan även det egna landskapets historia uppmärksammas och få en relativt fyllig behandling. Detta gäller inte minst de sydsvenska landskapen beträffande deras danska tid."

Fremgangen blev nået efter et intensivt og flerårigt arbejde som kulminerede foråret 1950. Godt 80 skånske historikere, forfattere, museumsfolk m.fl., gjorde da en velmotiveret fremstilling til skolöverstyrelsen i Stockholm, med krav om skånsk historieundervisning i skånske skoler. I skrivelsen påmindes om tidligere forsøg på at vinde gehør i spørgsmålet: 1868 af professor Martin Weibull, 1923 af Berndt David Assarsson, samt gennem opinionsundersøgelser i pressen 1928 og 1949. Det er svært at sige hvilken praktisk betydning denne tilføjelse senere fik. Hvad som dog fremgår af Skånsk Samlings efterladenskaber er, at en komité bestående af flere tunge skånske skolepolitikere blev nedsat for at udrede hvilken gennemslagskraft de nye formuleringer i lærerplanen havde fået.

Trods Skånsk Samlings relative succeser for Skånelandssagen på et par områder, fandtes der de som følte at foreningen ikke vovede at tage sager op så langt som man måske havde håbet på, hvilket ikke mindst gjaldt spørgsmålet om de skånske landskabers historiske bånd med Danmark før 1658. For at kunne profilere Skånelands historiske bånd med Danmark på mere tydelig vis i debatten, uden at behøve at støde på Skånsk Samlings forsigtigere linie, stiftedes derfor en ny forening 1954, kaldet Dansk-Skaansk Forening. Foreningen var i begyndelsen en slags søsterforening til Skånsk Samling og den henvendte sig først og fremmest til Skånelandsinteresserede danskere.

Dansk-Skaansk Forening og Skånsk Samling kom imidlertid med tiden til at glide fra hinanden da det oprindelige formål i form af historisk oplysning om det tidligere Østdanmark, blev blandet sammen med "Skåne tilbage til Danmark"-stemninger, hvilket ikke var forenelige med Skånsk Samlings formål og målsætninger. Foreningen nåede sit højdepunkt i 60'erne, og havde på den tid mellem tre og fire hundrede medlemmer. Dansk-Skaansk forening eksisterer fortsat, omend temmelig inaktiv, og har præcis som ved starten sine allerfleste medlemmer i Danmark. Også Skånsk Samling lever stadig, men heller ikke de lever op til fordums storhed. I 60'erne blev der også taget et privat initiativ af interesse, koblet til Skånelandsbevægelsens udvikling, af præsten Karl-Erik Weggerup. Mellem 1967 og 1972 udgav han tidsskriftet Skånsk Kontakt som fokuserede på spørgsmål omkring den skånelandske sag. For det meste havde den et oplag på 4000 eksemplarer, hvilket må opfattes som ganske betydende cifre i det her tilfælde. Weggerup havde også en vis forbindelse med stiftelsen af Skånska Flaggans Vänner i 1967, idag Kulturföreningen Skånelands Flagga, som hvert år højtideligholder Skånelandsflaget på Frostevold i Midtskåne.

Fra den Anden Verdenskrigs slutning frem til 70'ernes begyndelse havde Skånelandsbevægelsen i det store og hele oplevet en lang periode med øget interesse og voksende medlemsskare, for i 70'erne at gå ind i en periode med stagnation. Hvad dette kan skyldes er svært at give et bestemt svar på da en række forskellige faktorer kan have spillet ind. Min højst personlige tolkning er at svaret delvist skyldtes at efterkrigstidens reaktion mod nationalismens bagsider blev mødt af en begyndende kvasinationalistisk modreaktion i centralistisk forklædning under den anden halvdel af 70'erne, hvilket gjorde det sværere for den regionalistiske Skånelandsbevægelse at vinde gehør, En lignende tilbagegang i interessen for Skånelandsbevægelsens ideer kan genfindes både under første verdenskrig og fra anden halvdel af 30'erne frem til den anden verdenskrigs slutning, da nationalismen var stærk. Ørestadstankens grundstødning i forbindelse med økonomisk stagnation i Øresundsregionen i midten af 70'erne kan formodentlig heller ikke afvises som medvirkende årsag.

Hvad som kan konstateres er at nedgangen fortsatte ind i 80'erne og forstærkedes da også i forbindelse med Skånepartiets entré på den politiske scene. Det skal pointeres at Skånepartiet på ingen måde kan regnes med i Skånelandsbevægelsen. Skånepartiets stifter Carl P. Herslow havde ganske vist en forbindelse til Dansk-Skaansk Forening, og det var sandsynligvis der at han fandt inspiration til sine højst personlige ideer om Skånelandssagen, som han senere føjede ind i partiets måske ikke altid lige brilliante programpunkter. Det faktum at Herslow fremførte sine såkaldte skånske synspunkter parallelt med et populistisk og indvandringskritisk budskab, skadede uden tvivl Skånelandssagen og Skånelandsbevægelsens gode rygte, trods at disse spørgsmål ikke havde eller har det fjerneste med Skånelandsbevægelsens idegrundlag at gøre. Det som dog kan være interessant at bemærke er at det var gennem Skånepartiet at dele af Skånelandsbevægelsens ideer, omend forvanskede, for første gang for alvor blev politiseret i partipolitikken.

Da vi når 90'erne sker der noget af en ny vendning for Skånelandsbevægelsen i forbindelse med stiftelsen af Stiftelsen Skånsk Framtid (SSF). SSF som blev stiftet i 1991 af Peter Broberg og Göran Hansson, fulgtes snart op af ved dannelsen af Föreningen Skånsk Framtid, idag Föreningen Skånelands Framtid, samt Foreningen Skånsk Fremtid, som tiltænkte fora for de som interesserede sig for SSF's arbejde, i henholdsvis Skåneland og Danmark. Denne gang var det øget regional selvbestemmelse i tråd med tidens ånd, som blev set som et middel til at opnå målet om at tage vare på de positive sider af de skånske landskabers særart og historie. På sin vis indtager disse organisationer en særstilling i forhold til tidligere dele af bevægelsen, gennem sin mere politiserende virksomhed, dog stadig udenfor den partipolitiske fold. Til gengæld er spørgsmålet om øget regional selvbestemmelse indenfor de politiske partier blevet udviklet parallelt med bevægelsens, hvilket blandt andet manifesteredes i processen mod at skabe et skånsk regionsråd 1999. Den internationale anerkendelse Skånelandsbevægelsen har opnået i løbet af 90'erne gennem SSF's optagelse i FUEN (Federal Union of European Nationalities) 1991 og UNPO (Unrepresented Nations and Peoples Organisation) 1993, kan også ses som et tegn på bevægelsens fornyelse.

SSF og de to søsterforeningers veje skiltes i midten af 90'erne af forskellige årsager, og arbejder nu indenfor delvist forskellige områder og i lidt andre retninger, men stadig med stort set samme målsætning. Fra SSF skød yderligere en organisation ud i 1998, med navnet Scanias Regionala Institut, med meningsdannelse som formål, forankret i regionens erhvervsliv, kulturliv og forskning. Föreningen Skånelands Framtid har idag rundt regnet 350 medlemmer på den skånelandske side, og Foreningen Skånsk Fremtid rundt regnet 250 medlemmer. Sammenlagt har den samlede Skånelandsbevægelse idag i størrelsesorden 1000 medlemmer. Foruden et voksende medlemstal fra stort set begyndelsen af 90'erne, viser også mængden af ny litteratur indenfor området, såsom Uno Röndahls, Jonny Ambrius og K Arne Bloms bøger, en øget interesse for bevægelsens ideer. Hvad som måske er mest interessant i denne sammenhæng er netop det faktum at bevægelsens målsætninger for første gang i historien har fået politisk aktualitet med den ambitiøse Øresundsregion og Øresundsbroen, og i det hele taget gennem den samfundsudvikling som nu sker i en mere og mere sammenvævet verden, hvor den regionale fokusering har fået en stærkere betydning med den øgede internationalisering.

[Tillbaka till huvudsidan]