[På dansk]
[På svenska] [På dansk]
Christian II som han ser ud på voksmuseum. I dagens
Skåne er byen Engelholm et af de synlige vidnesbyrd om denne
konge. Byen blev grundlagt i 1516 af Christian, som flyttede
bebyggelsen fra Luntertun ude ved kysten, fordi den var svær at
forsvare både mod sandflugt og svenskere. Som grundlægger
indkredsede kong Christian II egenhændigt den ny bys grænser
med en plovfure. Af Luntertun er der i dag kun en kirkeruin
tilbage.
"Småfolkets talsmand og beskytter"
Oversættelse: Mads Kierkegaard
De fleste skånske, hallandske og blekingske skolebørn har
måttet lære, at den såkaldte "Kalmarunion" til sidst
gik under i blod og had ved "Kristian Tyrans"
stockholmske blodbad. Men det billede, vi får af kong Christian
II, er ofte blevet meget ensidigt på grund af fokuseringen på
Stockholms blodbad. I skånsk-dansk historie omtales han med
tilnavnet den Gode eller Bondekjær, al den stund han holdt med
"småkårsfolkene" mod den mægtige adel.
Christians sindelag var sandsynligvis frugten af den beskedne og
borgerlige opdragelse, hans far kong Hans lod ham få.
Unionskongen Hans døde i 1513, og lige fra begyndelsen af sin
regeringstid bedrev Christian II et ivrigt reformarbejde indenfor
flere danske samfundsområder, som havde til formål at højne de
lavere stænders materielle og åndelige kår. For at dette kunne
ske, beskar han adelens uretfærdige privilegier og kirkens magt.
Lovene og reformerne blev for en stor dels vedkommende udarbejdet
af Malmøs borgmester Hans Mikkelsen.
Renæssancefyrste langt før sin tid
Christian II var flere hundrede år forud for sin tid,
og hans reformer var lysende undtagelser fra, hvad der
sædvanligvis blev praktiseret af den tids despoter.
Bemærkelsesværdig var hans forordning, som afskaffede
"vornedskabet", dvs. livegenskabet: "Bønderne maa
ikke sælges. Slig ond ukristelig Vane, som hidtil haver været i
Sjælland, Laaland, Falster og Møen med at sælge og bortgive
stakkels Bønder og Kristenmennesker som andre uskælige Kreatur,
skal ej ydermere efter denne Dag skee."
Det er ubestrideligt, at disse reformer gjorde Christian II meget
populær blandt borgere og bønder. Christian II efterstræbte en
slags demokrati, selvom ordet var tiden ubekendt, og han var
småfolkenes talsmand og beskytter. En populær folkevise
udtrykker dette ved hjælp af lignelsen om den gamle ørn, som
beskytter småfuglene mod høgene.
Ville forbedre skoleundervisningen
Med stor iver forsøgte Christian II også at fremme
folkeoplysningen. Via en ny skolelov, der forbedrede lærernes
løn, afskaffede barbariske straffe og lod nye lærerbøger blive
udarbejdet, forsøgte han at ophjælpe de højere skoler fra
deres usle forfatning. På Københavns universitet skulle der
ikke længere udelukkende undervises i teologi, men også i jura
og medicin, så en ny lærdomsstand med tiden kunne vokse frem
udenfor kirken. Størst betydning havde dog hans befaling om
almuens undervisning. Denne befolkningsgruppe var indtil da blev
helt og holdent forsømt, men nu skulle præsterne og klokkerne
undervise børnene, så de kunne lære at læse og skrive dansk.
Christian II udfærdigede også et påbud om vrag for at beskytte
skibbrudne, som tidligere havde været helt retsløse overfor
strandejerne, som havde ret til at tage alt strandet gods i
besiddelse, hvorfor det ofte hændte, at brutale kystboere
myrdede de skibbrudne for at tilrane sig deres ejendele.
Christian II bestemte, at de skibbrudne ikke blot skulle have ret
til at bjærge deres strandede gods, men tillige kunne kræve
hjælp af strandejeren mod et bestemt vederlag. Herreløst gods
skulle forvares et år i den nærmeste kirke, hvorefter det
skulle tilfalde staten, hvis ingen ejeren havde meldt sig. En
biskop, som havde tjent mange penge på vragplyndring, gjorde da
Christian II opmærksom på, at der ikke stod noget i Biblen om
strandet gods, hvorefter kongen bistert spurgte biskoppen, om han
aldrig havde læst det syvende bud "Du må ikke
stjæle" (2 Mos 20:15).
Den svenske oprørsadel
Christian II's fjendtlige indstilling til adel og
aristokrati blev også den virkelige årsag til hans fald. I
Sverige, som var en del af den Nordiske Union, var man
indenrigspolitisk set delt i to lejre - unionspartiet under
ærkebiskop Gustaf Trolle og det nationale selvstændighedsparti
under svensk adelsvælde (også kaldet Sturepartiet). I 1517
lykkedes det Sten Sture at få et rigsmøde til at gå med til,
at Gustaf Trolle skulle afsættes fra sit ærkebispeembede og
hans slot Stäket jævnes med jorden, inklusiv kapellet og alle
dets relikvier. Trolle blev mishandlet med en jernhammer og
fængslet på Västerås slot under voldsomme protester.
Christian II sendte unionspartiet en hjælpehær, som imidlertid
led nederlag på Ladugårdsgärde ved Stockholm. I det følgende
år gik det lige så galt, da Christian tabte slaget ved
Brännkyrka udenfor Stockholm.
Det stockholmske blodbad
Nytåret 1520 vendte Christian II tilbage til Sverige
med en ny hær. Paven havde i forvejen bandlyst rigsforstander
Sten Sture og lagt hele Sverige i interdikt, og Christian II
forenede sin hjælp til unionspartiet med rollen som udøver af
den pavelige bulle. I fællesskab lykkedes det Christian II og
det svenske unionsparti at besejre Sveriges unionsmodstandere.
Efter at Sten Sture var faldet på Åsundens is i slaget ved byen
Bogesund (det nuværende Ulricehamn), opgav stormændene
Sturepartiet og underkastede sig Christian, som den 4. november
højtideligt blev kronet som unionskonge i Stockholms Storkirke.
Tre dage efter kroningen fremstod ærkebiskoppen Gustaf Trolle
med graverende beskyldninger mod Sturepartiet om den uret og
uretfærdighed, som han og ærkebispestolen havde måttet døje.
Dagen efter begyndte en summarisk proces, som endte med, at de
ca. firs personer, som havde været Sten Stures tilhængere, blev
anklaget for kætteri og henrettet. Hvem der bærer det største
ansvar for disse begivenheder, som i svensk historie er
almindelig kendte som "Stockholms blodbad", Gustaf
Trolle, Christian II eller de oprørske svenske stormænd selv,
ved man ikke. Derom strides de lærde.
Christians farbror gjorde oprør
Det var dog ikke længe, Christian II kom til at sidde
urørt på Sveriges trone; allerede det følgende år blussede et
folkeoprør op under ledelse af Gustav Eriksson Vasa, og denne
blev den 23. august kåret til svensk rigsforstander i Vadstena.
Men Gustav Vasa var alligevel ikke herre i Sverige, da han endnu
ikke havde erobret Stockholm, som forsvarede sig tappert under
Henrik Slaghæck. Han havde heller ikke bemægtiget sig Kalmar
(den næststørste by i Sverige) eller Finland. I 1522 gik
hansestæderne ind i krigen og hjalp Gustav Vasa med Stockholms
belejring. Christian II havde nemlig planer om en nordisk
handelsblokade mod Hansen, og i Lybæk betragtede man dette som
en ren og skær dødstrussel. Alt, der var til skade for
Christian II, var godt for hansestæderne, og lybækkerne
undertegnede i februar 1523 en angrebspagt med Christians farbror
hertug Frederik af Holsten og begyndte at hærge de danske
kyster. Samtidig trængte Gustav Vasas svenske tropper ind i
Skåneland via Halland og Blekinge, og den danske adel, som var
rasende over alle Christian II's reformer og ville forsvare sine
feudale privilegier, rejste oprørsfanen i Christian II's farbror
Frederiks navn. Skånelands befolkning blev ramt af mord, brand,
plyndringer og ødelæggelse, mens den skånelandske adel ved
hjælp af Gustav Vasas svenske tropper kunne lægge hele Danmark
under sig, bortset fra de to største byer København og Malmø.
Landeflugten til Lier
Den 13. april forlod Christian II og hans dronning
Elisabeth hovedstaden København ombord på orlogsskibet Løven
og flygtede til Lier, en by i det nuværende Belgien, ikke langt fra Antwerpen. Det var en sorgens dag for Københavns
indbyggere og hele Danmarks almue og borgerskab. Voldene og
stranden skal efter sigende have været fulde af mennesker, som
med bedrøvede øjne fulgte deres bortsejlende konge, så længe
de kunne skimte hans skib. De skånelandske adelsmænd hyldede
Christians farbror Frederik I på Sankt Libers høj ved Lund, og
Christian II's love blev erklæret for fordærvelige og hans
lovbøger højtideligt brændt på bålet.
Men mange forblev Christian II tro til trods for den store fare
for liv og ejendom; f.eks. Malmøs borgmester og møntmester
Jørgen Kock og den i samme by barnefødte lunde-kanik Christian
Pedersen, som oversatte Biblen til dansk. Fremtrædende borgere
som Hans Mikkelsen erklærede stolt, at man evnede at forsvare
København og Malmø for Christian II's sag i mindst tre
måneder. Først i januar 1524 opgav malmøboerne og Jørgen Kock
kampen, efter at København havde kapituleret måneden forinden.
Christian II flygter fra København den 13.
april 1523.