Frederik I under Københavns belejring

Frederik I under Københavns belejring

"Bondehær i kamp for Christian II"

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Efter at Christian II var flygtet fra landet, og Frederik I havde besteget tronen, fik denne ikke lov til at sidde i fred med sit nyvundne rige, for Danmarks bønder og borgere savnede Christian bittert. Frederik I, som var adelens mand på tronen, havde raseret det lovgivningsarbejde, Christian II havde påbegyndt, og ved hjælp af adelen, hansestæderne og Gustav Vasa skruet tiden helt tilbage for den danske almue. I årene 1524 og 1525 forekom der oprørstendenser i Jylland og Skåneland, og i sidstnævnte år gjorde Christian II's statholder på Gotland, Søren Norrby, landgang i det vestlige Blekinge i et desperat forsøg på at genindsætte Christian II på Danmarks trone, og under Norrbys ledelse udbrød et bredt oprør i Skåneland til fordel for Christian II’s sag.

Da Norrby hævede oprørsfanen i det nordøstlige Skåne, trådte adelsmanden Niels Brahe på Vandås frem som en engageret fører, der ifølge oplysningerne havde held til at samle ikke mindre end 8.000 mand, som i Aahus forenede sig med Norrbys underbefalingsmand Otto Stisen. Søren Norrby satte sig snart i besiddelse af hele Skåneland med undtagelse af de stærkeste fæstninger. Derefter besteg Søren Norrby med almuens velsignelse Sankt Libers høj ved Lund og udråbte Christian II til dansk konge. Efter at Norrby havde påbegyndt en belejring af Helsingborg Slot, steg Frederik I’s holstenske hærfører Johan Rantzau i land i Skåne med 900 knægte og 400 ryttere samt artilleri og forenede sig med den danske adelshær under Tyge Krabbes kommando, som desuden nu var blevet forstærket med svenske tropper. Disse knuste derefter Søren Norrbys utrænede bondehære i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved Bunketofte på Helsingborgsletten den 4. maj.

Blodbadet ved Lund større end Stockholms
Om slaget ved Lund berettedes det, at den kongelige hærs knægte nedhuggede alle bønder, de kom i nærheden af, og at slagterierne fortsatte lige til, de skånelandske adelsmænd lagde sig imellem for at gøre en ende på myrderierne. Nederlaget ved Lund sluttede med en forfølgelse helt ind i byens domkirke; 100 af Norrbys mænd dræbtes på Lunds gader og torve, mens 60 borgere, som havde søgt tilflugt i domkirken, blev slæbt ud og slagtet af soldaterne udenfor helligdommen. Bondehærens tab ved Lund beregnes til omkring 3000 døde. Den tyske arkitekt og billedhugger Adam van Düren ristede på en søjle i domkirken: "Do mon skreff 1525 ær des fridages dag sancti marcus dack vor lunden ein grøit iamer geschacht dar blift uffer de vifftien hondert døet, geschotten unde geslagen dat mongen de skonske viffter væl klagan.", hvilket oversat til dansk betyder: "Da man skrev år 1525, fredagen efter Sankt Markus dag, var der stor jammer ved Lund. Der blev mere end femtenhundrede skudt og slået ihjel. Derover måtte de skånske enker klage meget."

Ved Bunketofte angav Rantzau selv, at 300 bønder var blevet dræbt, mens han tog 1500 til fange. Men Skibykrøniken angiver et betydeligt større antal dødsofre, da den beretter om ca. 2200 faldne bønder. Søren Norrby måtte til sidst kapitulere i Landskrone på de vilkår, at han skulle aflevere Gotland til Frederik I, men i stedet få Sølvesborg Slot og Len. Således undslap han selv let, mens det gik værre for bønderne. De måtte betale dyrt for deres oprør mod Frederik I og de skånelandske herremænd. Tyge Krabbe forestod selv retsopgøret, hvor bønderne blev tvunget til at udlevere deres ledere, som omgående blev henrettede ved halshugning. Enkelte bønder og hjemsogne måtte betale store bøder. I en del sogne i det nordlige Skåne og vestlige Blekinge fandtes der blot to eller tre bønder tilbage efter Søren Norrbys nederlag. Søren Norrby svigtede dog ikke Christian II's sag, men fortsatte sin krig til søs fra Sølvesborg og Rønneby, hvor han kaprede danske, svenske og lybækske skibe. Danmark, Sverige og hansestæderne forenede sig da om et angreb imod ham, og i august 1526 blev hans lille flåde tilintetgjort udenfor Blekinges kyst. Det lykkedes imidlertid Søren Norrby at undslippe, og efter et par års fantastiske eventyr kunne han atter melde sig hos sin landsflygtige og fattige herre Christian i Holland. Norrby faldt 1530 under belejringen af Florens i tjeneste hos Christians svoger kejser Karl V.

Niels Brahe til Vandås, "en fri mand aff Skaane, som var lam i baade sine been", der havde sluttet sig til Søren Norrby under oprøret, måtte gå i landsflygtighed. I hemmelighed besøgte han et par gange sin hustru, som sad i fattigdom i Skåne. Den sidste gang blev han fanget ved Trelleborg og ført til København, hvor han blev halshugget.

[Tilbage til menuen]