Christian IV efterlod sig mange skønne bygningsværker, men næppe noget kønnere end Trefoldighedskirken i hans egen by Christianstad.

"Christian IV's by" i Skåne

Oversættelse: Mads Kierkegaard

"Den retvise maa lide megit ont men herren frier ham af alt det. Psal 34 anno 1617."

Ovenstående indskrift på en sten indmuret i facaden til et hus i Christianstad kan tolkes som et vidnesbyrd om de lidelser, indbyggere i den vigtige handelsby Væ i det nordøstlige Skåne oplevede i forbindelse med svenskernes ødelæggelse af byen i 1612. Siden 1400-tallet var Væ gang på gang blevet ramt af svensk hærgen. Atter stillet over for rapporter om rygende ruiner, lemlæstede mænd og voldtagne kvinder opfordrede kong Christian IV indbyggere i Væ til at flytte til den nye fæstningsby Christianstad, som skulle beskytte Skåne mod de ubudne gæster. Uden at han for den skyld afskrev Blekinge til fjenden. Der anlagde han en anden fæstningsby, Christianopel.

Væ, som siges at have sit navn efter det oldnordiske "Vi"/helligdom, var en af Danmarks ældste byer, som i flere hundrede år havde været et centralt sted i det østlige Skåne. Byen fik allerede omkring 1170 sin store kirke, som tilsyneladende har været en slags kopi af Lund Domkirke. Der fandtes et stort præmonstratenserkloster, et sygehus og det Sankt Gertruds kapel, af hvilket en rest står tilbage. Det er opkaldt efter Knud VI's dronning, som 1197 blev begravet her. Byen var kendt for sine håndværkere, især guldsmedene. Blandt de mest kendte er Hans Klausen og Hans Povlsen. At det har været noget særligt med guldsmedeerhvervet i Væ kan også ses deraf, at Malmø, som stadig var Danmarks næststørste by, omkring år 1600 havde seks guldsmede, mens Væ havde syv. Det frygtelige svenske hærtog i februar 1612 blev enden for denne kulturpost i øst.

Ved Christianstads anlæggelse fik også Aahus dødsstødet, da byens købstadsrettigheder blev inddraget til fordel for den nye fæstningsby. Ved Helge As munding havde ærkebiskop Eskil i 1100-talet anlagt en borg, og rundt om denne voksede med tiden en by op, som fik et dominikanerkloster med Nordens første højskole (et berømt præsteseminarium), et sygehus og mindst to kirker. Aahus blev ligesom Væ uafbrudt genstand for svenskernes plyndringstog, og Christian IV anså stedet for uegnet til fæstning. Selvom byen blev genopbygget, efter at svenskerne under den Nordiske Syvårskrig havde lagt den og dens slot i grus og aske, fik den frataget sine købstadsrettigheder og måtte finde sig i at overlade bygningsmateriale til det nye Christianstad fra bl.a. kirkerne og borgen.

På Alø i Helge Aa, hvor Christian IV besluttede, at den nye by skulle placeres, var der gode forsvarsmuligheder, og kongen gjorde sig sikkert store forhåbninger om sin by, som ikke bare var afset til at blive et centralt sted i det østensundske Danmark, men også en ubetvingelig grænsefæstning mod Sverige. Byplanen og fæstningsanlægget blev udstukket af ingeniører og landmålere i Christian IV's nærvær, og den 22. maj 1614 udgav han fra Hammershus det dokument, der udgør byens fundationsbrev.

Christianstad blev den første by i Norden, som blev anlagt efter renæssancens ideal med gadeplan, volde og bastioner. Dens byplan med regelmæssige gadenet og retvinklet kvarterinddeling var noget helt nyt i denne del af Europa. Gaderne og torvet havde akkurat som i alle andre skånelandske byer danske navne. Torvet hed Store Torv og Hæstetorv (i dag Stora torg og Lilla torg) og det nuværende Östra Storgatan var opdelt i Nørregade, Østergade og Heliggeistgade (efter stiftelsen Heliggeist). Västra Storgatan var delt i Kirkegade og Søndre gade. Östra smalgatan i Østerbagstrædet og Vesterbagstrædet. Teatergatan hed Klokkerstrædet og JH Dahlsgatan hed Kongestrædet efter tyggårdskvarteret, som da bar navnet Kongeplads. På en tysk plan hedder det Der Königspalast, og måske havde Christian IV, som byggede så mange slotte i Danmark, også planer om at bygge et slot her? Andre bygninger, som aldrig blev opført, var et rådhus og en præstegård, som Christian anviste byggegrunde til.

Trefoldighedskirken vidner om de forhåbninger, Christian gjorde sig til den fæstningsby, som skulle bære hans navn og værne hans land. Af de over 3000 bevarede breve fra hans hånd, vidner mange om hans interesse for kirkebyggeriet i Christianstad. Hans utålmodighed med at se det færdige resultat blev kun overgået af provsten Jørgen Christoffersen, som påbegyndte sit arbejde og indviede kirken, inden kongen under store højtideligheder kunne komme dertil i spidsen for biskopper og lensherrer. En ting Christian IV aldrig tilgav ham.

Kong Christian fik imidlertid aldrig fuldbyrdet kirkens tårn, hvilket ifølge sagnet beroede på, at det tårnspir, der var tiltænkt kirken, ikke kunne overføres fra København til Christianstad pga. krig med Sverige, hvis flåde krydsede Øresund. I stedet skal han derfor have ladet dette spir opsætte på Børsen i København. Om det stemmer er dog tvivlsomt; under alle omstændigheder blev tårnet først opført 1865 i en tungere, karolinsk stilart. Man fandt det åbenbart alt for "usvensk" at følge forbilledet fra Helligaandskirken i København, som Christian IV havde ønsket.

Begivenheder, som kong Christian ikke kunne forudse, skulle snart tilintegøre Christianstads betydning. Da Skåneland kom under svensk overhøjhed, mistede Christianstad sin betydning som grænsefæstning.

Spiret på Børsen i København som ifølge sagnet var tiltænkt Christianstads kirke.

Christian IV:s monogram i Christianstads byvåben er en dårlig motivering for at stave bynavnet med K.

K ELLER C?

Styret i Christianstad mener, at tiden er inde til at genindføre Christian IV's stavemåde i bynavnet. Ifølge en rundspørge i Kristianstadbladet mener et flertal på 57 procent af indbyggerne, at stavemåden bør føres tilbage til det oprindelige.

Dialekt- och Ortnamnarkivet i Lund skal imidlertid udtale sig, inden bystyret må ændre byens navn, og arkivchefen Göran Hallberg er afvisende. Arkivet mener ifølge ham, at alle kongelige K-navne skal staves med K.

Men Christianstad har fremdeles grundlæggeren Christian IV's monogram med cifret 4 i et kronet C i sit byvåben og anvender det i stor udstrækning på lygtepæle og andre kommunale installationer. Uanset arkivchefens krav om et stort svensk K.

KILDER:

Folke Hellberg "Skånes historia"
Jonny Ambrius "Vem är vem i skånsk historia", "Skånes historia i årtal"
Lars Lindeberg "Arvefjenden"
Kjeld B Nilsson "Vort glemte land"
Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Eugene Cederström "Kristianstad i äldre tider"
Kristianstad kommun "Staden vid Helgeå", "Attraktiv kulturbygd"
Leif Ahm "K eller C?" Politiken den 11/9 1998

[Tilbage til hovedsiden]