[På svenska] [På dansk]

Også sommerfesten i 1908 i Malmø stod i Roskildefejringens tegn. Avisen Hver 8. Dag skrev bl.a., at "Mindet om den Roskildefred, der indtraf for et kvart århundrede siden [skal være årtusinde, anm], samlede d. 1 juni hele Skånes befolkning i Malmø til en storslået sommerfest. En stærk følelse af betydningen af Skånes forening med det svenske fædreland bar de store højtideligheder". På de utydelige billeder for oven lægger kronprinsesse Margrethe en krans ved Karl X Gustavs statue.

Da man fejrede erobringen af Skåneland

For at skåne ømme, svenske tæer havde Danmark allerede i 1766 afskaffet de årlige gudstjenester til minde om den afviste svenske storm på København i 1659 og sejren ved Nyborg samme år. Fra svensk side udviste man ikke samme påpasselighed i 1908, da 250-årsdagen for Roskildefreden blev fejret med militærparader, takkegudstjenester og almindelig flagning.

Kort tid i forvejen havde Norge i 1905 endelig frigjort sig fra den påtvungne union med Sverige, hvilket fjernede grunden for enhver form for politisk skandinavisme. Fra svensk side følte man sig meget krænkede, flere nordiske foreninger blev opløst og svenskere vægrede sig ofte ved at deltage i nordiske højskolemøder. I 1906 nægtede flertallet af studenterne i Lund at deltage i "Den nordiske fest til forfædrenes minde", som var blevet fejret i lærdomsbyen lige siden 1845. I stedet foranstaltede de konservative studenter under ledelse af Fredrik Böök en "svensk fest" uden deltagere fra København og Kristiania. Med blågule faner, et nordsvensk vinterbillede og højtidelige graner forvandlede man Storsalen til et "nationalt" symbol (Lund-sletten og dens pilehegn duede åbenbart ikke). Ved Roskildejubilæet i 1908 var der således mange skuffede og sårede svenske følelser i luften. Rektoren ved katedralskolen i Lund, der nægtede at give børnene fri i dagens anledning, blev beskyldt for manglende nationalt sindelag. I Malmø, Helsingborg og Landskrone blev der om aftenen arrangeret fakkeltog, hvis skær ikke kunne undgå at stikke danskerne i øjnene. I lange og svulstige artikler og digte i tidens stil skænkede pressen de storsvenske bedrifter stor opmærksomhed. Mindesangen ved fejringen på Helsingborgs højere almene statsskole, som dagen efter blev gengivet i Helsingborgs Dagblad, begyndte med følgende:

"Allt Sveriges folk stått upp i dag att fira
En dubbel högtid, fredens och bedriftens.
Två sekel svunnit re'n och femti år
Se'n i vår odlings häfd sin skönsta runa
De svenska vapnen ristade en gång.
Ty ingen glänsande teaterkupp
Den var, Karl Gustavs bragd¹ och Erik Dahlbergs
Beräknad blott på dånande applåd
Och bravorop. De djärfva bataljoner,
Som ryckte fram en gång i vågsamt tåg
Med vinden spelande i svenska dukar,
På Bältens sköra, flyktigt byggda bryggor,
Af ödet² korats att ett värf fullkomna,
Som varit många, långa seklers dröm.
Förvägen³ svärdsudd, som drog nya gränser,
Gaf mandoms form åt gammal helhetstanke,
Och nya söner Svea fick, som troget
Sig slöto till dess öppna modersfamn.
På svenska häfdens djupblå himmelsgrund,
När andra stjärnebilders skimmer bleknat,
Än genom sekler skola stråla klart
Roskildes fred och Bältens Vintergata.
Så fylle tacksam glädje hvarje bröst"

1) bedrifter 2) skæbnen 3) forvovent, dristigt 

Nogle linjer i slutklammen kan også være værd at gengive:

"Så blef vår fest ej firad för att glädjas
Åt sår, som broder en gång slog en broder,
Men för att ära våra fäders verk,
Som, Danas folk, du dina fäder ärar."

Hvad mente man monstro her med  "vore fædre" ? Til de mere underdanige avisskriverier hørte også regimentspastor Sam Stadeners prædiken, som blev gengivet ordret i Sydsvenska Dagbladet, hvor Stadener foretog en bibelsk lignelse i spørgsmålet Skåneland contra Sverige:

"For langt tid siden i gamle dage da grænsen mellem Moab og Israel endnu fandtes, stod en dag på denne grænse tvende kvinder, den ene fra Moab, den anden fra Israel. Og hende fra Moab lagde sin hånd i den andens hånd og sagde: 'Did du går, vil også jeg gå; hvor du står, vil også jeg stå. Dit folk skal være mit folk og din Gud min Gud. Hvor du dør, der vil også jeg dø, og der vil jeg blive begravet. Herren straffe mig, om noget foruden døden skiller mig fra dig'. 
Så gik Rut med Naemi ind i hendes land. Dette er vort svar på det gamle Sveriges gentagne spørgsmål. Vi, de senest tilkomne, står som datteren foran den ærefrygtindgydende gamle, vi lægger hånden i hendes hånd og kalder hende moder og siger: Sverige, fædreland, did du går, did går også vi, der du dør, der dør også vi, intet foruden døden skal skille os ad; dit våben, Sverige, har vi fæstet her oppe på vor prædikestol, så at alle skulle se dig og omfatte dig i sine bønner; dine farver, Sverige, bæres af vor skånske jord, hver gang dens brede kornmark gyldner under den blå himmel; sig, moder, er du tilfreds med din datter? Ved du, hvordan hun elsker dig? Vil du i dag høre det endnu en gang: intet, foruden døden skal skille os ad. Sverige er ét og udeleligt. Dets historie er vor, dets minder ligesom dets fremtid regner vi os til. Sammen med hele Sverige er vi i dag Carl Gustaf og hans tapre hær. Med svenske hjerter beskuer vi deres vidunderlige bedrifter."

Sydsvenska Dagbladet indeholdt også en del danske presseklip om de svenske festligheder og skrev, at "man kan ikke ... blive forundret over, at erindringen finder sted under mere eller mindre vemod". Avisen spyede bl.a. galde over den konservative avis Vort Land, som havde begået den frækhed at kalde fejringen af Roskildefreden for et "barbarisk påfund" og havde skrevet, at "I dag står hele Sverige i fest fra Ysted til Haparanda, fra Kattegat til Bottenhavet. Overalt i skolerne, i kirkerne og i teatrene skal dagen fejres, og man resp. forelæser, deklamerer og prædiker om Roskildefredens betydning for Sverige eller rettere for Storsverige, hvormed man forstår det egentlige Sverige plus erobringerne fra Danmark og Norge, de eneste erobringer som svenskerne til dags dato har formået at fastholde. Gav vi danskere os til at fejre Stockholms blodbad, så ville det i hvert fald ikke være en så svær udfordring mod Sverige, som når Sverige fejrer Danmarks lemlæstelse via Roskildefreden. Thi Stockholms blodbad betød nok højdepunktet af svensk ydmygelse over for Danmark, men det har ingen nutidsbrod, så som den sørgelige Roskildefred har."

Fejringen af Roskildefreden fik naturligvis størst tilslutning i Stockholm, hvor man bl.a. hentede Karl X Gustavs ligkiste frem fra det karolinske gravkor og placerede den på hæderspladsen i Ridderholmkirkens højkor under en baldakin, prydet af kroner og hvide fjerbuske. En kopi af erobrerstatuen i Malmø blev placeret foran det nybyggede Nordiske Museum og blev festlighedernes samlingspunkt, hvor kongen og hans hof, "alle i stor uniform", modtog højtidstoget. Soldater i 1600-talsuniformer gjorde parade på Skansen, og der arrangeredes festforestillinger i operaen og det kongelige teater. Det fortælles, at den danske minister i Stockholm forlod byen under fejringen. 

Borgmesteren i Malmø, som modtog telegrafiske hilsner fra forskellige møder i Stockholm, sendte sin "hjertelige genhilsen med ønske om, at  Skånelandene fremover som under de forgangne 250 år bliver endnu stærkere forbundet med det gamle Sverige." Formuleringen er interessant og kan være et udtryk for samme fænomen, som når skåningerne på samme tid kom puds over bindingsværket for at skjule, at man havde den type huse (Bra Böckers leksikon, 2:a uppl). Vittighedsbladet Söndags-Nisse satte d. 18/7 1909 fingeren på et ømt punkt hos skåningen, da man skrev: "At skåningerne ikke er svenskere, hører man jo på talen. De bør skilles fra os." I adskillige skåningers forsøg på at gøre Skåne til "the best pupil in the class" i punchpatriotismens Sverige, har forsøget på at udjævne de skel, som rent faktisk eksisterede mellem Skåneland og "det gamle Sverige", spillet en stor rolle. Skåningen var minsandten ingen "halvdansker"!

"Se barsk ud min knægt, så springer dansken for dig!" Stort billede i Helsingborgpostens Stenbocknummer fra 1910.

Stenbockfestlighederne i 1910

Meget markante markeringer af skåningernes tilhørsforhold og loyalitet mod Sverige var der også i 1910, da mindet om slaget ved Helsingborg blev fejret i hele Skåneland. Både i byerne og på landet afholdt man chauvinistiske Stenbockfester, som udviklede sig til danskfjendtlige demonstrationer. Stenbocks minde blev naturligvis skænket stor opmærksomhed i den skånske presse, og det gamle fjendskab mellem Sverige og Danmark blev luftet i storsvenske artikler og digte. Sydsvenska Dagbladet havde en stor artikel med rubrikken "Magnus Stenbock. Den store karoliner, helten med talens gave og det skarpe sværd", og i en anden artikel hed det, at "Ved sin bedrift den 28. februar 1710 blev Magnus Stenbock den skånske nationalhelt, som aldrig skal glemmes, så længe de blågule flag svajer over borg og hytte i Skåneland." Man gengav også Daniel Fallströms digt fra afdækningen af Helsingborgs Stenbockstatue i 1901, hvor det bl.a. hed:

"Fram han dem till seger kallar:
'se blott morsk¹ ut, dansken flyr!
Helsingborg med torn och vallar
taga vi när dagen gryr.'
Evigt skall hans stolta stordåd brinna
strålande med Karlavagnens glans -
hjältens, hvilken kunde seger vinna,
när ej något hopp för Sverige fanns."

1) barsk

Helsingborgposten publicerede "En wacker wisa om de danske räfwars anfall i Skåne anno 1710", som man påstod var samtidig og bl.a. indeholdt så skønne ord som:

"År sjuttonhundra och tio därtill,
Den siste i Göje månad,
Wid Helsingborg, om man weta will;
Fick jutens¹ hjärta en blånad².

Måns Stenbock förde sina männer i fält,
Som bockar³ begynte de stångas,
De slogo tolftusende jutar ihjäl
Och fångade grufligen många.

De öfriga flydde öfwer en sjö,
I kalla wattnet de blödde.
De fingo sin wäl förtjänta lön,
Och mesta delen de dödde.

Den Räfwen, som förr war stor i sin trut,
Han teg som muren så stilla.
'Jag reser med kungen til Seland förut,
Ty här luktar det illa.'"

1) skældsord for danskere 2) blånen 3) bukke 

I universitetets aula i Lund fejrede man en kombineret Karl X Gustav og Magnus Stenbockfest, hvor prologen var "Dåne liksom åskan bröder", hvor professor Arthur Stille holdt festtalen for Skånelands to erobrere - Karl X Gustav og Magnus Stenbock. Hovedfestlighederne fandt sted i Helsingborg, hvor fejringen blev indledt med klokkeringning i byens kirker og salut med 21 skud fra terrassen ved Kernen. I dagens anledningen fik Helsingborgs skoleelever fri, så de kunne møde op på den gamle slagmark ved Ringstrup, hvor Stenbock besejrede den danske armé. Her afholdtes der militærparader, som blev efterfulgt af generalmajor von Materns højtidstale og bøn af regimentspastor Gierow. Fra kl. 11 holdt alle kontorer og fabrikker lukket. Byen og butiksvinduerne var dekoreret i anledning af Stenbocks mindedag, og da der om aftenen blev holdt takkegudstjenester i byens kirker, var Stortorvet og kvarteret ved Stenbockstatuen illumineret. En af byens præster udnyttede lejligheden til at angribe det danske sprog. Han talte om "at forsvare det svenske sprogs renhed mod dets fjender" og fortsatte: "hvor let glemmes den kamp ikke, navnligt her ved grænsen". Helsingborgerne fik en formaning mod at blande talen med danske ord. Angiveligt tænkte præsten på de ord, som findes i det fælles skånsk-danske ordforråd. På Hotell Mollberg var der stor festmiddag, hvor man skålede for de svenske våben. Også på andre steder i byen spiste og drak man i store mængder.

Det var ikke alle helsingborgere, der deltog i Stenbockfesten. Byens Good-Templar-Loge (afholdsforening) valgte i stedet at tage over til Helsingør og tilbringe natten hos deres Good-Templar-Loge, men Helsingborgposten revsede dem hårdt for denne udflugt, som blev betragtet som "det smudsige forsøg på at  demonstrere mod den fædrelandske fest på Stenbockdagen". Avisen fortsætter med at tale om lumpen nihilisme og lyssky individer.

Fest i 1926 til minde om den svenske sejr i slaget ved Lund

1926 var det igen tid til militærhistoriske manifestationer i Skåneland, da den svenske sejr i 1676 i slaget ved Lund blev fejret med festlige orgier i den gamle lærdomsby. I Lunds domkirke holdt general Tingsten en tale ud fra devisen "at sejre eller dø", som han afsluttede med ordene: "Ved dagens tohundredhalvtredsårige minde varmes vore hjerter og røres vore følelser i den dybeste taknemmelighed og den mest uforstilte beundring og inderlige hyldest til kong Carl XI og hans armé: for kongen som vovede slaget, for arméen der på Løddeåens nordlige strand frøs og sultede, men sejrede på 'højderne ved Lund'". Derefter sang studentersangerne "Hør os, Svea" under nedsunkne standere og faner. Derefter militærparader og storsvenske taler i nærvær af kongen. Den radikale del af studenterkoret holdt dog på samme tid en fest for Nordens enhed i Den Akademiske Forening, og om aftenen organiserede man et medborgertog til monumentet for slaget ved Lund, hvor historikeren Lauritz Weibull i en tale sluttede sig til faderen Martins forhåbninger om monumentet som et forsonende mindesmærke. Lunds Dagblad fordømte  studenternes tiltag, som man opfattede som en "illoyal socialistisk demonstration" mod en "upolitisk fædrelandsk fest". Avisen mente også, at "Da monumentet i sin tid blev rejst af danskere og svenskere i fællesskab på en anden jubilæumsdag, var det en helt anden sag. Da gjaldt det om sammen at at hylde de faldnes minde. I lørdags var det en sejrsfest, som blev fejret".

Fra halvtredserne begyndte der at finde forandringer sted med fejringen af de svensk-nationale mindedage. Man begyndte i større og større grad at tage afstand fra massehyldesterne til nationale svenske helte som Karl X Gustav og Magnus Stenbock. Nu ophørte den intensive fejring af Gustav Adolf, som havde fundet sted i kirkens og skolens velsignelse regi, og da Roskildefredens næste runde år indtraf i 1958, advarede man endda fra svensk side imod at gentage skandalen fra 1908. Efter en hed debat besluttede statsminister Tage Erlander, at jubilæet i det mindste ikke skulle være en festdag. I 1960 var der røster fremme om, at Stenbocks minde burde højtideligholdes med militærparader og almindelig flagning, men ønskerne havde nu ingen forankring i den bredere offentlighed. I Lund engagerede indflydelsesrige kulturpersoner sig i 1976 imod en eventuel gentagelse af jubelfesten i 1926 og fik ved hjælp af Foreningen Norden held til at afværge en allerede fastsat plan for det "svenske jubilæum".

Efter 1945 begyndte man samtidig at tage den svenske historieundervisning op til revision. Børnene blev dog fortsat holdt i uvidenhed om Skånelands historie før 1658, og forsvenskningen af Skåneland blev stadig omtalt i mange historiebøger som en naturlig og problemfri proces. I "Allmän Och Nordisk Historia För Gymnasiet" af P-E Brolin, L Dannert og Å Holmberg, som udkom i 1963, men er blevet anvendt i skolerne helt op i 1990'erne, hedder det f.eks., at det gamle østensundske Danmark stod "at betragte som gamle svenske landskaber, der efter langt tids forløb vendte tilbage til deres rette fædreland". Den periode hvor skåninger, hallændinger og blekinger fejrede de storsvenske, krigeriske "bedrifter", som i virkeligheden var blevet modtaget som et sørgebud af folket i de gamle østdanske provinser, udgør et vigtigt kapitel i Skånelands historie. Et eksempel på, hvordan det kan gå, når sejrherrerne dikterer historien. Som det hedder i prologen på Malmø teater på Roskildedagen 1908:

"Svensk är hvarje skåning blifven,
ärlig svensk till hug och blod,
... nu vårt Skåneland är vordet
Sveaväldets riksklenod.
Rikare stå våra skördar,
mera stark är nu vår sång.
Men vi blygas ej för fädren
och för hvad som blef en gång."

Slet ikke ?

Kilder:

Ulf Zander "Historia i brons och granit: Nationella monument och regionala identiteter i Öresundsområdet"
Kjell Å Modéer "Carl X Gustafstatyn på Stortorget. Om ett monuments tillkomsthistoria" i Malmö Fornminnesförening 1971
Claes Wahlöö och Göran Larsson "Sextonhundrasjuttiosex"
Birgitta Odén "Ärestoder och minnesfester i Skåne" i Ale 1976:2
Elbogen Malmö Fornminnesförening "Allt ljus på Malmö"
Helge Andersson "Stenbocksminnet 1910 och 1960" i Säasä 1961
Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning", "Skåneland II"
Kjeld B Nilsson "Vort glemte land"
Lars Lindeberg "Arvefjenden"
Stiftelsen Skånsk Framtid "333årsboken"
Helsingborgs Dagblad 1901, 1908, 1910, 1926, 1932
Skånska Dagbladet 1896, 1926, 1932, 1998
Korrespondenten 1932
Landskronaposten 1932
Lunds Dagblad 1926
Sydsvenska Dagbladet 1896, 1908, 1910, 1926, 1932
Helsingborgsposten 1908, 1910
Öresunds-Posten 1901, 1908, 1910
Politiken 1998

Tilbage til hovedsiden