"Kong Niels indkaldte ledingen fra de lande, som var underlagt ham, og gav meget nøje ordre til, at alle ædlinge skulle komme til Skåne den 4. juni; for ved den tid fejrede man den hellige pinsedag. Da de nu om mandagen uforsigtigt forlod deres skibe og heller ikke havde ordne deres sager fornuftigt, kom Erik over dem med sin hær og påførte hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år, hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes! Den skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver, både klog og en ynder af fasthed: Magnus dræbes - og med ham jarler og fem bisper: Peder af Roskilde, Thore af Ribe, Ketil af Vestervig, Henrik, som var fordrevet fra Sverige. Adelbjørn af Slesvig fik et uhelbredeligt sår og overlevede knap halvandet år derefter. - - Men kong Niels, som så nogle blive fanget, andre lemlæstet, nogle dræbt, andre druknet i vandet, fik fat på en hest og nåede med nød og næppe ud på et skib sammen med Harald."

Citat fra Roskildekrøniken, Danmarks og dermed også Skånelands ældste historiske dokument, hvor den næsten samtidige forfatter, hvis navn er ukendt, har skrevet ned, hvad han hørte om slaget ved Fodevig.

SLAGET VED FODEVIG

Oversættelse: Mads Kierkegaard

På Skånes vestkyst ved et sted nær Skanør, som hedder Fodevig, stod engang et af de blodigste slag i Skånelands historie. Året var 1134 og striden handlede om hvem, der skulle have magten i Danmark.

Forhistorien til den borgerkrig, som kulminerede i slaget ved Fodevig, begynder med den skånsk-ættede konge Svend Estridsen (1047-75) og de fem af hans sønner, som alle blev konger i Danmark: Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels. I slutningen af 1000-tallet var det Erik med tilnavnet Ejegod, "den altid gode", som sad på tronen. Efter hans død på Cypern under en rejse til Kristi grav 1103, blev han efterfulgt af broderen Niels, den yngste af Svend Estridsens sønner. Det var Erik Ejegods to sønner Erik Emune og Knud Lavard og den regerende kong Niels søn Magnus, som skulle få en central rolle i den magtkamp, der brød ud.

Magnus frygtede, at Knud Lavard engang skulle blive en alvorlig medbejler til den danske kongekrone og besluttede sig derfor til at rydde ham af vejen. Julen 1130 bød Magnus sin fætter til Roskilde kongsgård, og helligtrekongersaften skete det, Knud var blevet advaret om. Han blev svigefuldt taget af dage af morderen Magnus, hvilket blev begyndelsen til en enorm forbitrelse, da misgerningen blev kendt i videre kredse, og i Danmark blev man nu delt i to lejre for og imod den myrdede. På den ene side stod kong Niels, hans søn Magnus og biskop Peder i Roskilde med flere. På den anden side Knud Lavards broder Erik og ærkebiskop Asser Svendsen i Lund og andre skånelandske stormænd.

Om ærkebiskop Asser, en mand af jysk og skånsk byrd som med tiden blev elsket og æret som en fader for folket i Skåneland, bør nævnes, at han blev biskop i Lund 1089, og efter kong Erik Ejegod havde fået pavens samtykke til at indrette et ærkebispedømme for hele Norden med sæde i Lund, blev han den første store lundensiske kirkefyrste.

Anden pinsedag 1134 landede Niels og Magnus med en stor ledingsflåde ved Fodevig. I Skåneland havde man i flere måneder forberedt sig på et angreb fra kong Niels. Man havde befæstet Lund med mure og volde, og langs kysterne blev der holdt uafbrudt vagt.

Inden kong Niels havde fået orden på sit fodfolk, kom en enorm støvsky til syne, som hastigt nærmede sig i retningen fra Lund. Det var Eriks og Assers 300 tyske lejesoldater til hest, som stormede ned mod den i dette øjeblik helt paralyserede invasionshær. Det var første gang, rytteri blev anvendt i nordisk krigsførelse, og kong Niels kunne ikke stille meget op mod den fremadstormende fjende. Krønikeskriveren Saxo Grammaticus beskriver slagets gang:

"Kun Magnus med en liden skare bolde kæmper skammede sig ved at vige, hvor de andre vendte ryg, og så sine angribere under øjne, ja drev dem tilbage. Sagen var den, at han indså, hvor ringe udsigt der var til at undslippe, og derfor satte en ære i at søge heltedøden og med hæder ende sit liv i kampen: han ville hellere falde end fly, for ej at gøre sit gamle ry som bold stridsmand til skamme. Han stred som en helt, fældede mange af sine fjender, og segnede omsider i døden på en dynge af lig, han havde lagt uden om sig. Ved hans side faldt bisp Peder af Roskilde: de fulgtes i døden og fik også fælles hvilested.
Hvad Niels angår, så var der en bryde, der gav ham sin hest, så han nåede til skibs. En stor del af flygtningene klamrede sig fast til fartøjernes ræling for at komme om bord, så nogle af skibene var nær ved at synke under den uhyre vægt; og de, der var sluppet først om bord, huggede uden skånsel efternølernes hænder af, når de greb fast i snekkerne: de glemte, de var deres stalbrødre, og foer værre frem mod deres egne end mod fjenden. Det var for sand en ynk at skue, hvordan de med armene hagede sig fast i skibene: fjenden drev dem frem foran sig, og fællerne stødte dem tilbage. Her stod da øjensynlig det ord sin prøve, at enhver er sig selv nærmest; så alle skrydere skulle hellere tie stille med alle de store ord om at have deres venner kærere end deres eget liv, som de ikke undser sig ved at bringe til torvs.
Dog tør vi tro, at denne sejr kun lidet skyldtes menneskenes styrke, men var Herrens hævn for den hellige mands mord. I dette slag faldt så mange bisper, som man ellers aldrig har spurgt: så er mig sagt, at Peder af Roskilde og den svenske bisp Henrik samt alle jyske bisper så nær som én lod deres liv i kampen."

I slaget faldt ikke mindre end 5 biskopper og 60 præster. Det lykkedes som sagt Niels at undslippe med livet i behold, men allerede 25. juni samme år blev han slået ihjel af borgerne i Slesvig som hævn for mordet på Knud Lavard. Hvor mange der faldt ved Fodevig udover disse, ved man ikke, men under alle omstændigheder blev slaget et af de mest afgørende vendepunkter i Danmarks historie.

Sejrherren Erik Emune blev efterfølgende hyldet som konge på Sankt Libers høj ved Lund. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad (det er for øvrigt herfra, vi har betegnelsen "Metropolis Daniæ"). Erik Emune udviklede sig dog til en blodtørstig og herskelysten tyran og blev til sidst myrdet på tinget ved Ribe i 1137 af stormanden Sorteplov, som gennemborede ham med sin lanse. Da kongens søstersøn Erik Lam forsøgte at beskytte liget, råbte morderen til ham med bister humor: "Vær ej så hæftig, Erik! Der faldt fedt flæsk i din kedel, om du ellers kan få det op!" Erik Lam forstod den grove hentydning og blev også valgt til konge.

Senere abdicerede Erik Lam og gik i kloster, og 1146 blev Erik Emunes søn Svend Eriksen (for det meste kaldet Svend Grathe efter sit dødssted) valgt til ny konge i Skåneland og i Sjælland, mens jyderne valgte kong Niels sønnesøn Knud Magnusen til deres konge. Efter tiårige kampe om magten over hele landet, blev Danmark delt i 1157 ved et forlig mellem parterne, som nu var blevet til tre. Knud Lavards søn Valdemar fik Jylland, Svend Eriksen fik Skåneland og Knud Magnusen Sjælland. Efter Knud Magnusen var blevet myrdet, og Svend Eriksen var faldet i kampen om tronen på Grathe hede i Jylland, blev Valdemar, der senere fik tilnavnet "den store", enekonge i Danmark. Den såkaldte Valdemarstid var begyndt, og hertil var slaget ved Fodevig sikkert ikke uden ringe betydning.

Ifølge en skrøne betyder navnet på badestedet lige ved siden af Fodevig, Hølvig, det samme som tysk "die Hölle", dvs. helvede. Måske har man haft den blodige helligdag i 1134 i erindring.

KILDER:
Folke Hellberg "Skånes historia"
Jonny Ambrius "Skånelands historia i fickformat", "Skånes historia i årtal"
Birgitta Petrén "Otroliga historier"
Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Johan Ottosen "Vor historie"
Uno Röndahl "Skåneland II - På jakt efter historien", "Skåneland ur det fördolda"
Saxo Grammaticus

[Tilbage til hovedsiden]