[På svenska] [På dansk]

En 80-årig bonde Lars Dyrskjøt, blev helt da han under en kamp med svenskerne ved Nørresundby skød tre fjender inden han selv blev ramt af en svensk kugle.

"HORNS KRIG" I SKÅNELAND - 
og Torstenssonkrigen i Jylland

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Efter Gustav II Adolfs hærgen i Skåneland under "Kalmarkrigen" 1611-1613 fik menneskene i Skåneland et kort pusterum mens blodsudgydelserne under 30-års krigen flyttede til Tyskland. Men i 1643 besluttede rigsrådet i Sverige at tage Danmark på sengen. Gennem en knibtangsmanøvre forsøgte man rette et dødsstød mod Danmark, og uden krigserklæring trængte den svenske feltmarskal Lennart Torstensson sydfra ind i Jylland, og feltmarskal Gustav Horn nordfra ind i Skåneland. Såvel Jylland som Skåneland blev frygteligt ødelagt af svenskerne og Danmarks befalingsmand i Skåneland, kommandanten i Christianstad Ebbe Ulfeld havde ingen større besvær med at værge frivillige fra almuen til hjemstavnens forsvar. Særligt blev Bent Mogensen fra Farholt frygtet af Horns svenskere.

"Horns krig" 1644-45 er måske en af de værste svenske plyndringskrige i Skåneland. Der findes en hel del at vælge imellem da Skåneland mellem 1200 og 1600-tallet blev ramt af 37 forskellige plyndringer! Og det var næsten udelukkende angreb fra nord. Endnu hundrede år efter den svenske plyndringskrig, som man kaldte "Horns krig", regnede man i Skåneland alle vigtigere tildragelser med "så og så" mange år efter Horns krig. M a o en ny tidsregning med udgangspunkt i denne krig!

Den svenske krigsplan bag Horns krig var gennem en knibtangsmanøvre at rette et dødsstød mod Danmark. Uden krigserklæring angreb svenskerne Danmark. På samme tid rettedes syd fra angreb mod Jylland og nord fra mod Skåneland. Mens den svenske feltmarskal Gustav Horn, hvorfra denne krig er blevet kendt som "Horns krig", trængte ind i Skåneland med en hær på omkring 11000 mand, gik feltmarskal Lennart Torstensson ind i Jylland, som blev frygteligt ødelagt. En dansk krønikeskriver fortæller at svenskerne "har dem berøvet og utplyndret, fattige uskyldige Folk myrdet og ihielslaaet. Befæstninger indtaget, Huse og Byer afbrændt, og saaledes holdt Hus, at ingen Tyrker eller Tartarer kunde gjort det værre, og det imod sin egen Religionsforvandte, ---; og endnu saaledes fremfarer, at det fattige Folk ikke veed naar det haver Livet og naar det er slagtet som andet Fæ, ikke ved naar det haver Noget og naar det haver Intet; og vi leve med Døden paa alle Sider omgivne." I tusinder af mennesker blev dræbt eller døde af sygdomme som følge af "Torstenssonkrigen" i Jylland. Beretninger vidner om at hele egne blev lagt øde; over alt skuede man nedbrændte eller nedrevne huse, gårde eller byer.

I Skåneland var svenskernes fremfærd mindst lige så brutal, folk led her en nød som helvedes kval, overalt sås nedbrændte og udplyndrede byer, torterede og myrdede mennesker, voldtagne og forhånede kvinder. Hele det nordlige og vestlige Skåne, det sydlige Halland og vestlige Blekinge, blev lagt i grus og aske.

Svenskerne erobrede Lund, Landskrone, Helsingborg, Laholm og Engelholm, hvor antallet af regulære forsvarere var fåtalligt, mens en stor skare friskytter under befaling af Bent Mogensen bød hård modstand. Det lykkedes dog for de stærke fæstninger Malmø og Christianstad at holde stand.

Svenskerne blev ofte overfaldet af organiserede skånske bondesammenslutninger. I en rapport til den svenske regering klager Gustav Horn over "de sammanrotade bönderna" som allesteds gør vejene usikre. En svensk rytter der befandt sig i Vidsø for at "furagera", dvs. tiltvinge sig mad eller på lignende vis plyndre, blev skudt af de oprevne bønder. Horn sørgede for gengældelsen ved at beordre, at "några bönder" skulle skydes og deres gårde nedbrændes. Generalmajor Wachtmeister beretter, at han overfaldt 300 soldater og bønder, som havde haft til opgave at rive Gedinge bro ned. Han "högg ned" de fleste. En anden generalmajor, Lars Kaag, taler om at han nedhuggede 300 bønder, da han stødte på et "bondeläger" ved Søsdal. Selv skriver Horn om "snapphanar", der havde sat sig fast i en del af Lund, hvor de nægtede at overgive sig. Da satte generalmajor Wachtmeister med 340 mand helt enkelt ild på byen, således at kun "et par gamle kärringar (kællinger) och ett barn" overlevede.

Da indtrådte for en stund en lammelse i modstandsbevægelsen, efter at Bent Mogensen var faldet i striden for sit land ved Markaryd. Efter ham kom dog andre som Bent Mogensen. Bl.a. gav han god hjælp til Danmarks befalingsmand i Skåneland, Ebbe Ulfeld, når han gjorde udfald fra Christianstads fæstning. I 1645 gjorde en svensk styrke et indfald i Gønge under befaling af Måns Isaksson, men han faldt sammen med mange af sine soldater, da de ved Glimager blev skudt af egnens friskytter, som meget vel kan have været fra Mogensens sammenslutning.

Svenskernes plyndringstog

Svenskernes plyndringstog gik på kryds og tværs over Skåneland, under stadige stridigheder med mindre regulære dansk-skånske tropper og bevæbnede skånelandske bønder. Svenskerne fik fat i meget rigt bytte, som blev taget hos befolkningen og i de skånelandske kirker. Præsterne i egnen ved Christianstad skriver i juni 1645 og beklager sig over "de grumme og umilde Suenske" og beretter om nedværdigende plyndringer i kirkerne, hvor svenskerne stjal alt det inventar de kunne løsrive så som dåbskar, messeklæder, bibler og alterbøger.

Den svenske chef for Kronobergs regimente under "Horns krig" Håkan Nilsson Skytte som var ejer til Sävsjö sædegård i det smålandske Lenhovda, forærede f.eks. senere Lenhovda kirke store "donationer" af penge og kulturhistoriske genstande, bl.a. en sølvkande, en lysekrone og et dåbsfad, alt bortrøvet fra Strøstrup kirke i Skåne. Fadet bærer den danske inskription "Anno 1637 den 10 Ivlij gaf erlig og welbørdige froe Aedele Grobbe dette becken til fvnten i Strøstrup kirke". På trods af at det er stjålet af Skytte, er man ikke kommet på den tanke at levere det tilbage, og i Strøstrup har man siden 1926 måtte nøjes med en kopi af fadet. Men tror man at den svenske nation skammer sig over et sådant tyveri, tager man fejl. På verdensudstillingen i Paris 1867 blevet fadet stillet frem for at vise den svenske kunstindustris høje status gennem tiderne. Desværre tænkte man ikke på Interpol den gang, hvor genstanden fandtes uden for svensk retsvæsens særegne beskyttelse :-)

Horn fik ordrer på at "tillvarataga" alle arkiver og biblioteker han kom over i Skåneland. Følgelig røvede svenskerne blandt andet domkirkebiblioteket i Lund og biskop Vinstrups private bogsamlinger. Vinstrup havde efter fredsslutningen held til at få en del af sine bogsamlinger tilbage, men resten "som vaare mange fleere og meget Dyrere" var det lykkedes den svenske "krigsöverstar" at føre i sikkerhed i Sverige. Lunds domkirke og kapitel ejede en af de ældste bogsamlinger, ikke bare i Skåneland, men i hele Danmark. F.eks. skænkede lundekannikken Bernhard, død 1176, "mange gode bøger" til kirken. Der kom også boggaver fra en anden kannik ved navn Amund, som gav kirken mange religiøse værker. Andre donatorer var ærkebiskopperne Absalon som døde 1201, og Anders Sunesøn, død 1228, som foruden meget gods også skænkede store bogsamlinger. Vinstrup beretter om bortførelsen at svenskerne "ligesom Jackthunde, lucktede og opsnappete dennem, toge de skadelige Folck mange og skønne Bøger bort, alligevel havde ingen Lyst til at Studere i dennem".

Horns og Torstenssons svenske tropper fik Danmark i knæ, men den meget populære Christian IV var i denne tid konge i Danmark og Skåneland. Takket være hans personlige energi og den danske flådes indsats blev Danmark reddet fra et truende sammenbrud. I den danske kongesang minder "Kong Christian stod ved højen Mast i Røg og Damp" om den modige og opildnende opførsel Christian IV lagde for dagen, og hans indsats ombord på skibet "Trefoldigheden" under denne mørke periode.

Freden blev sluttet i Brømsebro. Skåneland blev delt, da Halland blev afstået på 30 år til Sverige. Det så stormagterne til, da de stærkt misbilligede Øresundstolden, og håbede på lettelser. Otte dage før freden i Brømsebro bemyndigede den svenske regering Gustav Horn til at "nyttia Landet" eftersom "Wih thet qvittera (tabe) måste". M a o røve alt, tiden er knap! I Rønnebjerg herred ved Øresund lå mange gårde stadig øde 25 år efter krigen "og intet Hus eller Bygninger på Stedet og ej heller været siden Anno 1644, da det i Krigens tid blef ganske nedbrundt og ødelagt".

Pga. Malmøs totale forarmelse under "Horns krig" bevilligede Christian IV byens borgerskab frihed fra al skat, told og accisse i ti års tid. I Lund hvor Horn hade haft sit hovedkvarter en tid, syntes tilstanden at være katastrofal. En svensk officer skrev: "Wi hafwa här litet funnit till bästa, ty folket har alleredo för en rund tid allt sedan jul bortflyttat deras gods till Seland, och äre alltså de förnämste och förmögne sin kos, så att ock ingen predikant är blefwen wid staden". Og i byen huserede knægtene efter behag eller med ordene "nu blefwo flera av kapitelhusen nedbrutne och domen, som 1636 undergått en ej obetydlig reparation, led mycken skada." Tingsskriveren i Gønge Peder Larsen, skrev i en protokol "det er dennem i ald guds sandhed witterligt, at det suensche krigsfolck sloge deris Leiger der udj Byenn, (Bjernum) Naar de Reiste Imod Lauholm og Laae der i Thou Netter og paa 3 dagh og diss Imidler Røffuede og gandsche fraa toge de dennem deris goeds og formuffue, saa at de offr sligh wmild medfart i armod og schade er geraaden".

"Horns krig" i Skåneland har efterladt et minimalt ekko efter sig i de svenske historiebøger. Men i Skånelands historie må "Horns krig" have en given plads.
 

Øresundstolden, som indførtes af Erik af Pommern i 1400-tallet, viste sig at blive Danmarks og i særligt  grad Skånelands store ulykke. Den blev landets vigtigste indkomstkilde, men skaffede også Danmark mange fjender og kostede megen lidelse og mange menneskeliv. For oven et satirisk hollandsk billede fra 1640'erne. Den svenske rigsforstander Axel Oxenstierna (til venstre), som ledte den svenske formynderregering, og den danske konge Christian IV spiller terning om Øresundstolden på den skånske kyst ved Helsingborg. Pengekisterne er fyldte til randen, men der er hul i bunden. Ved Brømsebrofreden i 1645 efter Oxenstiernas blitzkrieg mod Danmark, var det just hollænderne som aktivt bidrog til den for Sverige fordelagtige fred, for at tiltvinge sig toldlettelser i Øresund. Efter den endelige svenske erobring af Skåneland gennem fredsslutningerne 1658, 1660 og 1679 ser vi også hvordan stormagterne, først og fremmest den datidige supermagt Frankrig, men også England og Holland, med glæde så til at Skåneland blev svensk, således at Øresund blev et internationalt farvand.

[Tillbaka till huvudsidan]