Gennem freden med Frankrig i Paris den 6.

[På svenska] [På dansk]

Jean-Baptiste Bernadotte, senere den svenske konge Karl XIV Johan. I en udløber af Napoleonskrigen skulle den franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte tage fra Sjælland over til Skåne med en dansk-fransk hær på 36.000 mand, men en stærk engelsk flåde hindrede ham i at komme over Sundet. Efter fredsslutningen blev den svenske konge Gustav IV Adolf tvunget til at abdicere, og Sverige så sig om efter en ny Karl XII, og hvad kunne da være mere lovende end en af Napoleons sejrrige generaler? Bernadotte blev 1810 valgt til tronfølger efter den barnløse Karl XIII og fik snart den virkelige magt, skønt han først kom på tronen i 1818. Bernadotte ville have Norge og Sjælland. Måske også resten af Danmark, ja han drømte faktisk om også at blive konge af Frankrig, så han kunne få et imperium fra Nordkap til Pyrenæerne. Norge fik han som bekendt, men stormagterne så til, at resten forblev en drøm. Bernadotte blev alligevel en af de ansvarlige for massakren på hundredvis af skånske bønder 1811 i Klågerup.

Blodbadet i Klågerup

hentet fra Uno Röndahls bog "Skåneland utan förskoning".

Oversættelse: Kjeld B. Nilsson

Bernadottes forstærkningslov af 1811. Misnøje og uroligheder i Skåne. Bønderne mod despotiske adelsmænd og sadistiske ridefogder. Skåne i belejringstilstand. Bernadotte og militæret statuerer et eksempel. Massemordet i Klågerup den 15. juni 1811. Dommene i Malmø den 4. november 1811. Forspillet til almuens rejsning mod tyranniet i 1811. Grusomheder på de skånske herregårde. Samuel Tullberg - de skånske frelsebønders talsmand.

Gennem freden med Frankrig i Paris den 6. januar 1810 blev Sverige tvunget til at slutte sig til kontinental-systemet. Freden indebar også pligt til at udelukke alle engelske fartøjer fra svenske havne. Da denne fredsbestemmelse blev saboteret af svenskerne, fik den svenske regering et fransk ultimatum den 13. november 1810. Man kunne vælge mellem at erklære England krig i løbet af fem dage eller komme i krig med Frankrig. Man valgte det første, og den 17. november blev krigserklæringen udfærdiget.

I den anledning forlangte den nye kronprins, at forsvar et skulle styrkes, og ved en forordning af 23. april 1811 blev 15.000 mand udskrevet som forstærkningsmandskab. Ifølge forordningen skulle udskrivningen afgøres i sognene, som fik frit valg mellem lodtrækning eller tvang. De indkaldte, karle, husmænd, daglejere fik intet at skulle have sagt. Uviljen mod udskrivningerne og de umenneskelige vilkår i forening med armoden efter den seneste krigstid gjorde, at der opstod passiv modstand i befolkningen. Hurtigt øgedes spændingen som følge af myndighedernes barske fremfærd, som blev velsignet af kronprinsens personlige opblæste indgriben, og allerede i maj og juni opstod der direkte uroligheder såvel oppe i Sverige som i Skåne. I Skåne skete der imidlertid en særlig udvikling, for her skulle modstanden mod forstærkningsloven som sædvanlig druknes i blod af en hård og brutal militærmagt. Som allerhøjeste drivende kraft finder vi kronprinsregenten Bernadotte og hans intrigante general og befalingshavende i Skåne J.C. Toll samt deres lydige redskaber, Malmø-landshøvdingen, greve I.F. von Rosen, kommandanten, generalmajor og greve Hampus Mörner, oberst og greve Ridderstolpe og dertil hele rækken af den svenske magts repræsentanter i Skåne, ingen nævnt, men ikke derfor glemt.

En tydeligt udtalt misfornøjelse og tegn på uroligheder kom tidligt til udtryk i Lynids, Herresteds, Fers og Vemmenhøjs herreder. Den 26. maj bad karlene på de piperske godser Kragsholm, Højsted og Baldringe om at måtte tale med deres godsejer om udvælgelsen af forstærkningsmandskabet. Mødet var ved at ende ulykkeligt, da Piper ikke ville dele karlenes synspunkter. Karlene gjorde tilmed tilløb til at trænge ind i de grevelige gemakker. Sådanne begivenheder forekom flere steder på den skånske herregårdsslette. På grund af hændelserne på de sydskånske herregårde og hvad der forventedes at ske i forbindelse med et møde, som landshøvding von Rosen havde indkaldt til i Ysted den 4. juni, fandt landshøvdingen behov for militær støtte. Herom skrev han til kongen: "I anledning heraf har jeg følt mig foranlediget til hos den øverstbefalende i Skåne, Hans Ekcellence Herr Feltmarskal, ridder og kommandør af Deres Majestæts orden, Højvelbårne Friherre Toll gennem kurer at begære den militære hjælp, som behøves til afværgelse af uforudset optræden ved den nævnte sammenkomst og ved andre møder, som skal holdes i lenet i sagens anledning".

Mødet i Ysted endte uden alvorlige intermezzo. Andre steder i Skåne øgedes spændingen imidlertid dag for dag. Det var ikke bare forstærkningsloven - eller forskrækkelsesloven, som den kaldtes i Skåne - men også en nedarvet lyst til at befri sig for århundreder af ufrihed under despotiske adelsherre og sadistiske ridefogder. Der blev holdt møder mange steder. Således folkemøder uden ejernes kendskab på Rynge gårds enge, på Tunebjergs bakke og mange andre steder.

I Luggude herred blussede oprørets lue for alvor op som følge af det tilkaldte militærs særlig provokerende opførsel. Bøndernes anfører Ola Persson, som var sendt til Helsingborg for at fremføre deres synspunkter, blev holdt tilbage og arresteret. Militæret fandt en passende lejlighed til at statuere et eksempel. Selv om forsamlingen af bønder ikke havde forstyrret den offentlige orden, blev der alligevel givet ordre til at opløse mødet. Den militære befalingshavende fandt bønderne opsætsige, når de tillod sig at sige: - Hvorfor skal vi lade os føre bort som kvæg, bror ? Så var signalet givet. Anføreren beordrede angreb, og de blodtørstige husarer, sammenskrabede folk fra flere nationer, rykkede så hurtigt ind på almuen, at der ikke blev levnet tid til at komme væk. De blev forfulgt af de ridende vildmænd, og selv de, som var kommet længst væk, blev indhentet og mishandlet. - Hug til, folkens, opmuntrede en underofficer sine folk, som med forstærket iver forfulgte de flygtende. Adskillige blev såret, andre havde held til at slippe væk, fordi rytterne havde svært ved at komme frem på den bløde jord.

Den k ække landshøvding von Rosen indberettede det skete til kongen og nævnte sin befalingsmand, ritmester Geijers bedrifter, at denne havde "ladet gribe en af de karle, som gjorde sig særlig bemærket, og at han ved at ride ind i mængden havde opløst denne og tilføjet flere kvæstelser - dog ikke alvorligt". Von Rosen indberettede også, at han havde fundet sig foranlediget til at arrestere dette sogns deputerede, Ola Persson i Esperød, i anledning af dennes upassende opførsel ved mødet.

Vold afføder vold. Det skete skulle blive årsag til noget meget værre. Den svenske regering med kronprins Karl Johan i spidsen klemte tommelskruerne til. Det opsætsige skånske folk skulle endnu engang knuses med våbenmagt. Den højeste ledelse blev overdraget til befalingshaveren Toll, og det var den rette mand - en mand, som fandt fornøjelse i at vise sin nye næsten diktatoriske magt. Der udgik omgående ordre til, at bondeopløbene skulle splittes, og Skåne erklæres i belejringstilstand. Grev Mörner blev betroet Malmø-området og generaladjudant von Platen Ysted-området. Det hjalp ikke, at militærpatruljer dag og nat gennemkrydsede landskabet. De ophidsede bønder og karle slog sig sammen i stadig større grupper for til slut at kunne opstille en bondehær på omkring 1500 mand, som voksede dag for dag. Adelsjunkerne, som var skræmt fra vid og sans, søgte tilflugt under det svenske militærs beskyttelse, og en del af dem standsede ikke før de efter gammel skik havde bjerget sig over til København.

Fra militærets side forsømtes ingen lejlighed til at drille, genere og mishandle de grupper af almuefolk, som blev antruffet. Der blev tilmed oprettet standretter med særlig beføjelser for de militære lakajer. I Løvestad blev der således holdt standret over en gruppe af de oprørske bønder. Straffen var i det tilfælde prygl.

Det trak op til en endelig afgørelse mod midten af juni 1811. Den forsamlede bondehær på omkring 1500 bønder, husmænd og karle drog mod Klågerup slot. De våben, man rådede over, var leer, høtyve og plejle og kun et lille antal skydevåben. Bondehærens budskab var klart og tydeligt. Man ville nyde samme lov og ret som de høje herrer, men ville ikke godkende forstrækningsloven og den ekstra udskrivning, og man ville heller ikke længere finde sig i hoverierne på herregårdene eller i at blive mishandlet af herremændenes forvaltere og inspektører. Den 15. juni skulle alle samles på Klågerups gods for en gang for alle at gøre ende på herrefolkets undertrykkelse.

Dagen inden, den 14. juni, ankom Mörners husarer til Klågerup. En del af bondehæren tog flugten, men omkring 800 vægrede sig ved at give efter. Så kom den 15. juni, en af de mørkeste dage i den svenske okkupation af Skåneland. Generalmajor Hampus Mörner rykkede på ordre fra kronprins-regenten og den øverstbefalende Toll mod resterne af bondehæren med 100 mand af kongens regiment, 40 husarer og to trepunds kanoner, som blev sat ind mod Klågerups ladegård, hvor bønderne havde forskanset sig. Senere ankom også Mogenstrups husarregiment.

Udgangen på felttoget var på forhånd givet. Høtyve rækker ikke mod kanoner, ligegyldigt hvor heltemodigt man optrådte fra almuens side. De, der ikke blev nedsablet i starten eller havde held til at flygte, forskansede sig inde i Klågerups gård. Nogle kanonskud åbnede vejen indtil gården for de svenske landsknægte. Sabler og bajonetter blev endnu engang farvet røde af de skånske bønders blod. Landsknægtene gav ingen pardon. De skød til måls efter dem og huggede dem ned som rent og skært tidsfordriv, skriver et øjenvidne. De bønder, som blev jaget ud på markerne og blev indhentet af sine plageånder, blev ynkeligt stukket ihjel. Hvor mange der på denne rædselsfulde dag mistede deres liv, er der ingen der ved. Officielt opgav det svenske militær, at 30 blev dræbt og 60 såret, og at der blev taget 395 fanger, som blev sat i fæstningsarrest.

Det må anses for fuldt klarlagt, at det svenske militær også denne gang gjorde sig skyld i et veritabelt massemord. Der ligger en stor sandhed i Anders Hedwalls digt om bondeoprøret i Skåne 1811, hvor han skriver, at det ikke varede længe, før slottet lignede et slagtehus.

Det berettes, at da myndighederne ville indsamle ligene omkring Klågerup, opdagede man, at de fleste i hemmelighed var blevet bortført af fortvivlede venner og slægtninge, som ikke kunne forlige sig med, at de skulle kastes i en navnløs massegrav. Der er derfor ingen, som egentlig ved, hvor mange liv denne skændige operation krævede.

I triumf vendte kronprinsens udsendte Hampus Mörner tilbage til Malmø ridende i spidsen for sine "heltemodige" landsknægte, mens han fremviste sit krigsbytte i form af almuens høtyve og leer og bagved 200 tilfangetagne bønder, karle og daglejere. Udmattede og sultne var de bundet sammen tre og tre med hænderne på ryggen og siden tøjret med hampereb i en kæde. Alle "slynglerne", som svenskerne nu anvendte som betegnelse i stedet for "snaphaner", blev spærret inde i fæstningen Malmøhus.

Den behandling, som fangerne blev udsat for, var rå og hård. Tvangsarbejde hørte til dagens orden. Selv de syge blev tvunget på arbejde med hug og slag. Antallet af syge voksede dag og for dag, og om efteråret var 30 af 111 døde af feber og tæring. Raske og syge blev stuvet sammen i samme rum. Personlig hygiejne og frisk luft var ukendte begreber for disse ulykkelige stakler, som havde sat sig op mod det militære styre. Fængselslivets kvaler blev øget af sadistiske vogtere. Det gjaldt ikke mindst en baron Liewen, som var gjort til nærmeste vagthavende i fæstningen. En mand, som "sjældent var ædru og fordrev kedsomheden med at spille tyran over for de arme bønder".

Da de ulykkelige den 4. november 1811 blev ført ud på Store Torv i Malmø for at få deres dom, berettes det, at fangerne var i en sådan tilstand, at den forsamlede tilskuerskare ikke kunne "komme dem nærmere end på 50 skridts afstand, så ilde var den stank, de ulykkelige førte med sig". I den tilstand fik de deres domme af den inkvisitoriske domstol. 14 af de 135 tiltalte blev frikendt, mens 20 dømtes til at miste højre hånd, halshugges og stejles. 43 blev drømt til 40 stokkeslag og seks års fængsel, 31 slap med 40 stokkeslag, og de fleste af de øvrige blev dømt til kortvarige fæstningsstraffe på vand og brød eller prygl.

Sidst på årets fulgte kongens beslutning, som fik til følge, at dødsstraf blev opretholdt for tre af de dødsdømte, 24 fik pryglestraf, 27 fik fæstningsfængsel af forskellig varighed, og 74 blev idømt fæstning på vand og brød.

Sådan kunne den svenske magts repræsentanter behandle den skånske almue endnu ved 1800'tallets begyndelse. Det var også en sejr for de svenske jordmagnater, der som rovfugle havde slået ned på de skånske godser. Med kronprinsens, Tolls og Mörners hjælp kunne de tvinge den stort set retsløse befolkning tilbage til undertrykkelsen og den sociale elendighed. Men en sejr vandt man dog. Riksdagen tilbagekaldte i 1812 ordren om forstærkningsmandskab. I stedet indføres grundlaget for almindelig værnepligt.

På Store Torv i Malmø blev der ikke rejst nogen monumenter over koldblodigt myrdede skånske patrioter. Bag begivenhederne stod den krigsliderlige første Bernadotte. Både han og hans efterkommere hyldes jo varmt på torvet, hvis man skal tro lyriske avisskribenter. Men måske er det indvandrede svenskere, som står på torvet, når de højstsamme nådigt lader sig fremvise på rådhusets balkon. De ærværdige bygninger omkring det gamle torv kan jo ikke vidne om, hvad der i svundne tider har udspillet sig her, og de svenske historikere er stumme, når det gælder forfædrenes ugerninger. Alligevel blev det jo engang bestemt, at Skånes folk skulle "blifva vidh deres vanlige rett, lagd oc gamble privilegier oc frijheter oturberade oc obehindrade".

Der lå en lang forhistorie bag den heroiske bonderejsning i Skåne. Bondeplagere udøvede deres pryglende misgerninger i kraft af, at svensk adel overtog den skånske jord. Der kunne fyldes bind efter bind med eksempler på sadistiske overgreb og kriminelle jorderobringer, som adelen begik lige fra overtagelsen i 1658 til århundredskiftet 1900. Lad os derfor vælge nogle brudstykker af, hvad der er sket.

I de store ødelæggelsers tid fra 1701 og efter denne tid opstod der et trængende behov for midler til det udarmede svenske statsstyre. Da begyndte de såkaldte skatteopkøb af kronens ejendomme på initiativ af den selviske og udspekulerede højadel. Gennem skatteopkøbene vendte store arealer tilbage på private hænder af det krongods, som var faldet for 1680'ernes reduktioner. På den måde kunne især adelen få fingre i store jordarealer for ubetydelige summer i form af 6-10 års grundrente på jorden. Vi sagde "især", og det grunder sig på en rigsdagsbeslutning fra 1719, som gav adelen ret til at besidde og erhverve såkaldt privilegeret jord, og det som ikke var privilegeret, blev alligevel ved hjælp af allehånde påskud privilegeret adelsjord.

Der findes drastiske eksempler på "retfærdigheden" i den sammenhæng. For eksempel landmændene på 60 gårde, som tilsammen udgjorde 17 11/48 af Børringe kloster, et af de bornholmske vederlags godser, som ved denne lejlighed ejedes af kammerherre Beck-Friis. Gårdmændene begærede hver for sig skattekøb af deres gårde, og det gjorde Beck-Friis også. Da hans ansøgning blev bevilget, klagede landmændene til rigsdagen. Først forgæves, men siden med held, eftersom klagerne medførte, at landmændene fik ret "ifølge lov og forfatning og deres tillempning". Det gik Beck-Friis' ære for nær, og da han senere blev både greve og rigsråd, formåede han at få stænderne til at ophæve beslutningen. Bønderne blev pålagt at tilbagelevere deres skattebreve, som eksekutivt blev frataget dem. Den svenske konge Adolf Fredrik pålagde desuden bønderne med trussel om 1000 dalers bødestraf ikke mere at besvære ham med klager, og Beck-Friis fik udfærdiget nye skattebreve på de omstridte landbrug. Overleveringerne viser mange sådanne eksempler, ikke bare i Skåneland, men i hele det svenske imperium.

Overleveringerne taler også om de mest oprørende grusomheder mod den værgeløse almue under de skånske herregårde. Øresunds-Posten skrev således i 1868: "Ved Hyby kongsgård, ejet med adelsret af friherre C.G. Wrangel von Brehmer har hoveribønderne ikke haft det for godt. Deres kontrakt har været sådan, at de med hud og hår har været i godsejerens vold. De har skullet indfinde sig på arbejde når som helst det behagede friherren eller hans håndlangere at indkalde dem, og hvis de på mindste måde har undslået sig eller været ulydige er de ubarmhjertigt blevet pryglede. Jeg har under mine vandringer truffet personer, som selv har set, hvordan fordums bønder og karle er blevet mishandlet på det grusomste her på egnen. De har med tårer i øjnene berettet, hvordan karle, som kun havde gjort sig skyldige i den lille forseelse at møde en halv time for sent på arbejde, er blevet modtaget med prygl af ridefogden og siden slæbt ind i et kammer, hvor de formeligt blev mørbanket, til de ikke kunne give en lyd fra sig".

Også om denne slags overgreb kunne der skrives tykke bind om den næsten livegne almues århundredlange elendighed på de skånske adelsgodser. Det var imidlertid ikke kun det at de var udleveret til sadistiske slavepiskere.
Dertil kom, at de levede deres liv med fattigdom og sult som hyppige gæster i deres tarvelige huse. De var også prisgivet godsejerens lune, når det gjaldt lønnen, som nærmest var at betragte som en hån mod arbejderen og arbejdets værdi. Hvad skal man mene om, at en hel dags arbejde mod slutningen af 1860'erne blev betalt med 58 øre. Det må ses i relation til risikoen for prygl og strafarbejde, nedsat arbejdsduelighed som følge af underernæring og mishandling og dertil en arbejdsdag, som begyndte kl. 3 om morgenen og ikke sluttede før klokken 10 eller 11 om aftenen.

Når man ser, hvordan almuens sociale forhold har været, er det ikke noget under, at de adelige arvinger og øvrige privilegerede stadig kunne øge deres ejendomme og deres kapital på den arbejdende almues bekostning. Man bør ikke stille sig tvivlende til, hvad der var den virkelige anledning til bondeopstanden i 1811. En fortvivlet manifestation, som på bestialsk vis blev druknet i blod, og sådan forblev alt ved det gamle. Det vil sige, at herremanden endnu en tid havde held til at beholde sin privilegerede stilling. Længere op i tiden skulle tilstandene resultere i nye uroligheder. Vi kan minde om Gustafsborg 1862, Sinklersholm 1865, Råbelev og Øssø 1866 med flere.

Bag de sidstnævnte hændelser findes også en lignende historie som de forudgående. Disse og andre begivenheder på godserne Rønneholm, Barsebæk, Skarholt, Høgested, Krageholm, Søvdeborg, Snogeholm med flere førte til den såkaldte "tullbergske rørelse" i sidste del af 1860'erne. Navnet kommer fra den tidligere korporal Samuel Tullberg fra det skånske husarregiment, som begyndte at optræde som de selvejende bønders ombudsmand i deres kamp for deres gårde under godserne. Gårdene havde i mange tilfælde været ejet af bøndernes forfædre "siden urgammel tid", og gennem Tullberg prøvede de gennem diverse stævninger at få frataget godsejerne retten til at bestemme over deres gårde. Inden for disse rammer vedtog man også også at indstille arbejdet hos godsejerne, hvad der igen fik disse til at stævne bønderne for ikke at opfylde deres hoveriforpligtelser eller for manglende forpagtningsafgifter med krav om fordrivelse fra gårdene.

Det vil føre for langt at redegøre i detaljer for alt, hvad der skete, før det lykkedes de adelige herrer at neutralisere bevægelsen ved at sætte Tullberg bag lås og slå. Men efter flere processer og med hjælp fra regeringsmagten i skikkelse af landshøvding von Troll fik godsejerne held med deres forehavende, idet Tullberg blev efterlyst af lensstyrelsen som en "yderst farlig person". Godsejerne udsatte naturligvis en pris på 500 rigsdaler for hans pågribelse, og både Tullberg og hans kone blev derefter jaget som vilde dyr i skovene, og i februar 1869 endte jagten i Torup sogn på en gård ved navn Tranebygget. Her blev bøndernes talsmand pågrebet af en svensk lensmand ved navn Gyllensvärd. En avis beretter, at Tullberg "forsøgte at slippe bort ved flugt, og flere bøsseskud blev løst efter ham, uden at haglene skadede ham det mindste, og det var først, da Gyllensvärd indhentede ham og slog ham omkuld, at han måtte overgive sig". Man holdt sig altså ikke engang tilbage fra at skyde efter bøndernes "advokat", som om han havde været en grov forbryder. Tullberg blev lagt i håndjern og fodlænker og ført til arresten i Helsingborg, hvor han måtte sidde med lænkerne på!

Jagten på Tullberg fik en epilog ved Onsø herredsret i Ågerup (Åkarp) den 12. marts 1869. På trods af anmelderen, greve Arvid Frederiksson Posse og hans vidner kunne der ikke påvises noget graverende mod Tullberg, og han blev sat på fri fod. "Helt og holdent frikendt - hvem ville have troet det i vinter, da justitskansleren fandt sig foranlediget til at udnævne en særlig anklager mod Tullberg og udsætte en pris for hans pågribelse - vi havde nær sagt på hans hoved - og da statens ansatte jagtede den stakkels korporal i skovene og skød efter ham som efter et skadeligt dyr og til slut, da han var blevet anholdt ført fra Helsingborg til Malmø om bord i et orlogsdamper" skrev Jönköping Tidning i et referat af dommen.

Året før de endelige foranstaltninger mod Tullberg, altså i 1868, kulminerede godsejernes overgreb mod deres selvejende bønder.
Kristiansstad-Bladet skrev herom i 1868: "De selvejende bønder på de piperske godser, hvor vankundigheden, elendigheden og trodsigheden er størst, udviser tilsyneladende en så truende holdning, at de civile myndigheder på de steder, hvor dommene for undladelser skal føres ud i livet, må rekvirere støtte fra militæret for at sætte vold mod vold.

Øresundsposten skriver dette om ulydigheden: "Af de stakkels bønders husgeråd og bohave blev intet skånet. Alt blev kastet hulter til bulter ud på de nypløjede og gødede marker. Vinduer og døre blev fjernet, kakkelovnene slået i stykker og sengene hugget op med økser, kornet i Baldringstorp, næsten seks tønder utærsket rug, blev kastet ud i sølet og trampet ned, mælkefadene blev revet ned fra hylderne og kastet ud med deres indhold, tilmed brødskorper var man gudløse nok til at kaste i sølet". Overgrebene mod bønderne, iscenesat af svenske godsherrer på skånske godser, blev overvåget af Karl XVs soldater med skarpladte geværer!

[Tilbage til hovedsiden]