Margrethe som hun ser ud på et fantasiportræt af en ukendt kunstner.

Margrethe og den nordiske union

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Et af de mest ejendommelige mennesker, som fremtræder i Skånelands historie, er Margrethe Valdemarsdatter. Hun blev født 1353 som den yngste i en søskendeflok på seks børn. Hendes far var Valdemar Atterdag, som også hører til de mærkværdigste personer i vor historie. Det lykkedes ham at genoprette det danske rige, som i en periode af 1300-tallet havde været totalt opløst.

I århundredets begyndelse havde de danske konger pantsat hele riget til holstenske grever, og efter Christoffer II's død 1332 valgtes ingen ny konge i Danmark - det danske rige var ophørt med at eksistere! Magten lå i stedet hos de tyske grever Gert og Johan i Holsten, som underkastede Danmark et sandt rædselsregime. I Skåneland gjorde man oprør (bl.a. blev 300 holstenere slagtet inde i Lund Domkirke) og søgte med den lundensiske ærkebiskop Karl Eriksen Røde i spidsen beskyttelse hos Sveriges og Norges konge Magnus Eriksson Smek (tilnavnet Smek fik denne konge, da han formodentlig har været homoseksuel). Magnus Smek indløste det skånelandske pantebrev for en sum af 34.000 mark sølv (opgjort i vægt ca. 6 tons), som med dagens økonomiske værdi svarer til flere hundrede millioner kroner, og blev hyldet som konge af Skåneland på Sankt Libers høj udenfor Lund. Skåneland var nu i union med Sverige og Norge. Helt konsekvent ændrede Magnus Smek også sin titel til "rex Sveciæ, Norvegiæ et terræ Scaniæ", dvs. konge af Sverige, Norge og Skåneland.

Skåneland i union med Sverige
Skåneland kom til at være i union med Sverige og Norge i ca. tredive år, hvilket for øvrigt er den sidste selvstændighedsperiode i Skånelands historie. For år 1360 tog Valdemar Atterdag Skåneland tilbage som et sidste led i sine bestræbelser for at befri og genforene det pantsatte Danmark. Det blev således atter dag - hvorfra Valdemar fik tilnavnet Atterdag - også i Skåneland. Valdemar døde 1375, og til efterfølger valgtes hans yngste datter Margrethes blot femårige søn Oluf. Margrethe var nu 22 år og gift med kong Håkon af Norge, som hun blev trolovet med allerede i en alder af seks år. Margrethe er af samtiden blevet beskrevet som en meget smuk, spæd, mørkhåret og billedskøn kvinde, som optrådte blidt og venligt. Hendes mand Håkon døde 1380, og da blev hendes nu elveårige søn Oluf tillige norsk konge, eftersom Norge var et arvekongedømme. Men det var Margrethe, der styrede i egenskab af formynder for sin søn. Unionen mellem Danmark og Norge skulle sidenhen vise sig at holde frem til år 1814.

Kongen døde
Sommeren 1387 kom imidlertid et chok for Margrethe, da sønnen kong Oluf, som nu var 17 år, pludselig blev syg og døde på Falsterbo Slot. Hans lig blev ført over til Sjælland og begravet i Sorø Kirke, mens moderen Margrethe jordede hans hjerte og indvolde i Lund Domkirke. Med Olufs død forsvandt fundamentet for Margrethes magt. Hendes ældre søskendes arvinger vejrede nu morgenluft og så deres snit til at gøre krav på kongetronen. Men allerede nogle dage efter Olufs død samlede Margrethe det skånelandske ting i Lund, som valgte hende til "fuldmægtig frue og husbond og til det ganske Rige af Danmarks formynder". Hun gennemførte her et statskup, som tilsidesatte alle regler og traditioner; hun fik uden traditionel arveret magten som regent med en helt ny titel med magt til i enighed med rigsrådet at udpege en arving, når det passede hende.

I Norge sluttede man sig til hyldesterne, og snart hyldedes hun også af det svenske rigsråd som "Sveriges fullmaektige frue og raetta husbonde". Dér var stormændene nemlig misfornøjede med deres konge, den tyske Albrekt af Mecklenborg, som havde forsømt riget. Albrekt samlede da en stærk tysk lejehær, som 1389 ved Falköping mødte Margrethes dansk-norsk-svenske tropper under Henrik Porow og Niels Svarteskåning. Albrekt troede, han let kunne besejre Margrethe, som han hånligt kaldte "kong bukseløs". Margrethes sejr blev dog stor. En gammel skånsk krønike beretter derom: "ære være Gud i al evighed som gav en uventet sejr i en kvindes hånd". Albrekt blev taget til fange og som hån iført en femten alen lang narrehue. I dette udstyr blev han som fange sendt til Lindholm Slot ved Børringesø i det sydvestlige Skåne. Her havde Margrethe sit hovedsæde, og det var fra denne borg mellem Lund og Trelleborg, hun kom til at herske over Norden. Albrekt sad fængslet der i seks år, og Margrethe skal efter sigende have været en hård tøs, eftersom Albrekt i et brev til sin familie klager over, at Margrethe placerer ham i sin egen seng bundet til hænder og fødder!

Den nordiske unionsfane blev i 1430 godkendt af kong Erik af Pommern: "Rikesens Baneer swa som är eth roth kors uti eth gult feld -."

Den nordiske union blev realiseret i Skåneland
Men det skulle vare længe inden, Albrekts mecklenborgere gav op. De danske, svenske, norske og finske kyster måtte udstå mecklenborgernes såkaldte "vitaliebrødres" hærgen. I Skåneland var det Helsingborg og Malmø, som blev målet for deres hjemsøgelser. Disse "vitaliebrødre" udøvede en organiseret kapervirksomhed i Østersøen og blev understøttet af den mecklenborgske adel. Vitaliebrødrene undsatte også Stockholm, som fortsat befandt sig på mecklenborgske hænder. Den 17. juni 1395 sluttede man fred på Lindholm. Her samledes alle de nordiske ærkebiskopper og delegerede stormænd og undertegnede en fredsaftale med de nordtyske hansestæder og Mecklenborg. Albrekt blev frigivet mod en drøj løsesum, og hansestæderne fik lov til at beholde Albrekts sidste fæstning Stockholm i tre år, inden byen blev overladt til Margrethe. Hermed var den Nordiske Union en kendsgerning. Margrethe havde forinden i år 1388 adopteret sin søsterdattersøn fra Pommern, den seksårige Bugislav. Han blev omdøbt til Erik og som syvårig valgt til konge i Norge. I 1396 blev han ligeledes hyldet som konge i Danmark og Sverige. Det følgende år blev han kronet som unionskonge i Kalmar. I kroningsdokumentet står der, at selvom Erik er konge, er det Margrethe, man skal adlyde! Erik af Pommern skulle aldrig få nogen reel indflydelse på rigsstyret før Margrethes død.

Margrethe døde af pest
Margrethes regeringstid var i det store og hele en lykkelig tid for Nordens folk. Næsten tres år gammel døde hun 1412 af pest ombord på sit skib i Flensborg Havn, og hun blev begrædt og savnet af hele Norden. Hun blev begravet i Roskilde Domkirke. Hun blev efterfulgt af kong Erik af Pommern, som først nu fik indflydelse på rigsstyret. Han kom bl.a. til at grundlægge Landskrone (som han planlagde at gøre til nordisk hovedstad) og Helsingør, og han gjorde København til Danmarks hovedstad. Han skulle imidlertid komme til at undergrave unionens resurser gennem en eventyrlig udenrigspolitik, stadige krige og et undertrykkende fogedvælde. Men det måske allerværste denne konge afstedkom var den kontroversielle såkaldte Øresundstold. Denne told, som kom at bestå helt frem til år 1857, skulle skaffe Danmark mange fjender og koste mange menneskeliv i de kommende århundreder. Mange mener, at den nordiske union var en bedre skæbne værd, end den fik. En bestående union kunne være blevet til stor velsignelse for Nordens folk, som temmelig sikkert var blev forskånet fra de værste indbyrdes fejder.

Møde mellem Margrethe og en gruppe stormænd. Ved Margrethes side står "tronarvingen" Erik af Pommern.

Kilder:

Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning"
"Skåneland ur det fördolda"

"Skåneland II - på jakt efter historien"

Jonny Ambrius "Skånes historia i årtal"

Folke Hellberg "Skånes historia"

Hans Wåhlin "Boken om Skåne"

Skånska Akademien "Skånska galningar"

[Tilbage til hovedsiden]