[På svenska] [På dansk]


Knud den Store og dronning Emma

DE SKÅNSKE VIKINGER OG NORDSØRIGET

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Under vikingekongerne Svend Tveskæg og Knud den Store var Nordsøen et dansk indhav i et af de største riger i Nordeuropa nogensinde. Såvel Norge som England lydede under disse konger, og Knud den Store grundlagde Lund i Skåne med den hensigt at gøre denne by til centrum i Danmark.

Lund er dog sandsynligt fra ældre tid end Knud den Stores dage. I et gammelt dansk krønikerim står "Den tid Kristus lod sig føde stod Lund og Skanør i favreste grøde". På stedet har sikkert tidligere eksisteret en befæstet by, hvilket bl.a. en gammel islandsk tekst snakker om, og Sankt Libers høj 5 km øst for Lund har sandsynligvis også inden da udgjort samlingsstedet for det skånske landsting. Sankt Libers høj - den hellige friheds høj - er en gammel skånsk kultplads, som fortaber sig i fordums tåger. Ingen blev taget til konge over Skåneland (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, dvs. hele det gamle Østdanmark) uden først at være blevet hyldet af skånelænderne på denne plads.

Det danske London
Selve byen Lund voksede dog frem fra år 1020 som en særligt begunstiget kongelig bebyggelse med London som mønster og med bistand fra engelske indvandrere. Knud den Store lod blandt andet indrette et møntværk i byen, og på mønterne blev byens navn stavet på samme måde, som møntmestrene i England på samme tid stavede London, og derfor skrev man LVND DENEMAC for at markere, at det var det danske London i Skåne, og ikke London i England, der var tale om.

Mønt slået i Lund med Knud den Stores portræt

Knud den Stores farfar var Harald Blåtand, som havde erobret Norge, hvilket vi også kan læse på den vældige runesten, han lod rejse i Jelling i Jylland, hvor der står "Harald konge bød gøre disse gravhøje efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne." Harald Blåtand var den første kristne konge i Danmark, og efter ham var alle danske regenter kristne. Det skulle imidlertid vare til hans efterfølger Svend Tveskægs regeringstid, inden kristendommen fik fodfæste i Skåneland.

Strid mellem fader og søn
Svend Tveskæg tog magten over riget i strid med sin fader Harald Blåtand, der til sidst faldt for en pil på Jomsborg. Svend tabte rigtignok Norge til Olav Tryggvasson, men besejrede ham sammen med den svenske konge Olof Skötkonung i slaget ved Svolder udenfor Hven eller Saltholm i Øresund, og Norge kom da atter under dansk overhøjhed. Med adskillige skånelændere i sine vikingeflåder erobrede Svend efterfølgende England. Den daværende engelske konge Ethelred II var svag, og i England fandtes allerede "kolonien" Danelagen med mange danske landsmænd, som ydede erobringen kraftig støtte. Vikingetogterne havde også resulteret i grundlæggelsen af Normandiet, som gennem 1000-tallet skulle blive en ledende stat i Europa.

Danegælden og danemordet
Ethelred II forsøgte at købe sig fri af de danske angreb mod kontant betaling - "danegæld". Ved arkæologiske udgravninger i Skåneland har man fundet mængder af engelske mønter fra denne tid, særligt i det sydvestlige Skåne. I sin fortvivlede situation tog Ethelred det ukloge skridt at lade et stort antal danskere i England myrde, en begivenhed som blev kendt under navnet "danemordet". Dette hævnede Svend Tveskæg og hans vikingehær blodigt. Efter lange stridigheder var Svend Tveskæg herre over hele England.

Om Skånelands deltagelse i vesterled vidner også de skånske runesten. En sten i Opager beretter om en mand ved navn Toke, som døde i vesterled. Og på en sten fra Vallebjerg (som nu genfindes i Lund) står der: "Sven og Torgot gjorde dette mindesmærke efter Manne og Svenne. Gud hjælpe deres sjæl vel. Men de ligger i London."

Den kristne kirkes ældste tid
Under Svend Tveskægs tid tog kristningen af Skåneland sin egentlige begyndelse. Fra England, som i flere hundrede år havde været kristent, hentede han sine præster, og den første biskop i Skåne blev englænderen Gotebald. Kristningen gik i det mindste hurtigt i ydre henseende; i 1000-tallet blev der bygget så mange kirker, at den tyske magister Adam af Bremen, som gjorde en rejse gennem Danmark i århundredets senere halvdel, skrev, at der i Skåneland fandtes omkring 300 kirker, dvs. lige så mange kirker som i hele det øvrige Norden! For øvrigt beskrev Adam af Bremen Skåneland som den vigtigste del af Danmark med den største befolkning. Men kristningen skulle alligevel gå langsomt. Det skulle vare længe inden, menneskene glemte Odin, Thor, Frej og deres Valhal og helt erstattede dem med katolikkernes gud og dennes himmerige.

I Svend Tveskægs tid blev også grænsen draget mellem Skåneland og Sverige, hvilken siden da ikke blev ændret. Grænsestenene findes endnu i dag tilbage. Efter Svend Tveskægs død 1014 udnævnte danskerne i England hans søn Knud med tilnavnet den Store til Englands konge, og denne besejrede 1016 Ethelreds søn Edmund i kampen om den engelske kongekrone. Han blev dog ikke konge i hjemlandet Danmark før to år senere, da hans broder Harald II døde efter en blot fireårig regeringsperiode. Samme år erobrede han Norge og havde således genskabt sin faders storrige.

Slaget ved Helge Aa
Norge gik imidlertid tabt, da Olav Haraldsson (senere kaldet Olav den Hellige) bemægtigede sig landet og år 1026 overfaldt Danmark i forening med Sveriges konge Anund Jakob. Danmark skulle deles. Men de mislykkedes i deres foretagende. Fjenderne hærgede ganske vist både Sjælland og Skåneland, men Knud den Store gik snart til modangreb og besejrede dem i et blodigt søslag ved Helge Aa ved det nuværende Aahus. Knud jagede to år senere Olav ud af Norge og kunne på ny udråbe sig til Norges konge. Knud den Store døde 1035 i England og blev begravet i Winchester Domkirke. Han efterfulgtes af sønnen Hardeknud, som af sin samtid beskrives som en grum og blodtørstig mand. Denne døde pludseligt i 1042 af et hjerteslag under en vens bryllup i Lambeth i London. Med ham var det danske vælde i England tilendebragt. I stedet gjorde stammefrænderne normannerne sig 1066 til herrer i landet, da skåningen Rollos ætling Vilhelm Erobreren tog England i besiddelse efter at have besejret Englands nye konge Edward i slaget ved Hastings. Det danske nordsørige var for altid ude af verden, og de danske vikingetogter ophørte ved 1000-tallets midte, men bag sig efterlod man mange varige minder, bl.a. i form af de mange stednavne i England og Normandiet som har dansk og skånelandsk oprindelse. 

Kilder:
Folke Hellberg
"Skånes historia"

Uno Röndahl "Skåneland II - på jakt efter historien",
"Skåneland utan förskoning"

Jonny Ambrius "Skånes historia i årtal"

Stiftelsen Skånsk Framtid "333 årsboken"

Kjeld B Nilsson "Skåne - Vort glemte land"

Hans Wåhlin "Boken om Skåne"


[Tilbage til hovedsiden]