[På svenska] [På dansk]

Den gamle kirkedør i Rønneby kirke som bærer spor af øksehug og ild. Under Erik d. XIVs blodbad i Rønneby i 1564 søgte en del rønnebyboere beskyttelse i kirken, men blev slået ihjel, efter at svenskerne havde slået kirkedøren ind.

DA VANDET BLEV FARVET RØDT I RØNNEBY Å

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Alle krige må selvfølgelig betragtes som meningsløse, men spørgsmål er, om ikke den Nordiske Syvårskrig overgår de andre. Et heraldisk skænderi blev årsag til krigen. Danmarks og Norges konge Frederik II vedblev stædigt med at føre Tre Kroner i Danmarks rigsvåben, hvilket den svenske konge Erik d. XIV mente var Sverige forbeholdt. Erik førte for sit vedkommende både Danmarks og Norges våben i sit skjold! Desuden ville begge de to unge, magtgriske monarker have Estland og Livland. Både Sveriges og Danmark-Norges rigsråd var imod krig, men kongerne bestemte, og det skulle få skæbnesvangre konsekvenser for ikke mindst menneskerne i Skåneland, som i de syv kommende år blev udsat for ustandselige svenske plyndringstogter.

I efteråret 1563 begyndte svenskerne systematisk at ødelægge Blekinge for at skabe en forsvarszone op mod deres eget land. Bygderne rundt om de befæstede byer Aveskær, Lykkeby, Rønneby og Elleholm blev plyndrede og brændt. I slutningen af oktober rykkede den svenske konge Erik d. XIV ind i Halland med 13.000 mand samt udskrevne bønder og belejrede Halmsted. Imidlertid nægtede fæstningen, som var under befaling af Paul Huitfeld, at overgive sig, selv om svenskerne havde bombarderet og sønderskudt murene mellem Nørreport og blokhuset. Efter at byens forsvar havde afvist fem svenske forsøg på storm, blev belejringen hævet og tropperne trak sig tilbage til den svenske grænse, hvilket skete under den svenske konges parole "Bränn! Plundra! Slå ihjäl!". På tilbagetoget blev blandt andet det gamle Halmsted, Øvreby ("den øvre by"), lagt i aske. Imidlertid lykkedes det den danske armé at indhente de retirerende svenskere ved Marød udenfor det nuværende Oskarström, hvor svenskerne mistede hele deres artilleri og flygtede i uorden opad Nis Aa-stien. Tilbage på slagmarken lå omkring 2.000 dræbte, hvoraf størstedelen var svenske soldater. 

De første snaphaner
Ud på efteråret fik skåningen Mikkel Pedersen Gønge og hans hageskytter, der havde dannet et frivilligt nationalsindet korps for at forsvare deres hjemstavn, ordre til at "vogte Grænserne i Gønge, Willands og Nørre-Åsbo hærreder" og i "Grænseegnene gøre Fjenden den Afbræck, han mægtede". Hér støder man for første gang på ordet "snaphane", der var et skældsord, som svenskerne anvendte om Mikkel Pedersen og hans hageskyttekompagni og siden hen skulle bruge som betegnelse for al modstand, de mødte i form af bevæbnede bondeskarer.

Ved årsskiftet 1563-64 gav Erik d. XIV sine svenske afdelinger ordre til at hærge og nedbrænde, så meget de formåede langs hele Skånelands grænse. Derefter brød den svenske befalingsmand Nils Persson Silfversparre ind i Skåne og plyndrede og brændte fra Gønge i vest og ni mil østerud gennem Blekinge. Den eneste modstand, svenskerne mødte, blev øvet af skånske og blekingske bondeenheder, som forsøgte at bremse massakrerne.

En anden svensk styrke under Knut Håkansson Hand rykkede ind i det nordlige Halland og udplyndrede og nedbrændte hele området ved Kongsbakke og Falkenbjerg. Heller ikke her stødte svenskerne på nogen nævneværdig modstand og kunne derfor vende sejrrigt tilbage til Sverige med et rigt bytte og ca. 500 skånelandske fanger.
 

Blodbadet i Rønneby
I august trængte Erik d. XIV ind i Blekinge med 5.500 fodfolk og 2.400 ryttere. Der var således tale om en anseelig hær, som udover at føre krig skulle forsørge sig selv fra det ulykkelige Blekinge. Svenskerne mødte da også en forbitret modstand fra bøndernes side. Kilderne beretter, at de soldater, som marcherede bagerst i rækkerne, blev hugget ned og klynget op i træerne. Som straf beordrede Erik d. XIV 160 ryttere og et hundredtal  bøsseskytter at brænde og plyndre på begge sider af hærens vej mod Rønneby.

Byen Rønneby blev stormet og indtaget den 4. september, hvorefter svenskerne påbegyndte et frygtelig blodbad på alt levende i byen. Ingen skånedes, og alle byens indbyggere, 2.000 børn, kvinder og mænd, blev hugget sagesløse ned. Bagefter skrev den svenske konge Erik d. XIV begejstret i et brev: "Et vældigt myrderi, så vandet i elven var rødt som blod af de døde kroppe". Han skrev, at man havde stukket "fjenderne" ned, dvs. den værgesløse civilbefolkning, "som en hop vilde svin og skånet ingen mand uden slået alle våbenføre ihjel, så mere end totusind mænd måtte strække hals bortset fra nogle kvinder og børn, dem slog finnerne ihjel".

Etnisk udrensning
Efter massakren blev byen plyndret og siden sat i brand. Da svenskerne havde forladt "det uhyggelige syn af rygende ruiner og vanskabte lig", begav Erik d. XIV sig til Kalmar efter at have beordret Klas Kristersson Horn og Charles de Mornay til "at røve, brænde og slå ned for fode alt levende, mænd, kvinder og børn, fra Åhus til Rønneby op mod den svenske grænse". Erik d. XIV's målsætning var en total udryddelse af Blekinges hjemmehørende befolkning, som skulle fjernes fra jordens overflade for at gøre plads for en rent svensk kolonisation. De eventuelt overlevende blekinger skulle føres i samlet trop til Kalmar for videre transport til Stockholm. "For det er bedre at have et øde land end et fjendeland", skrev den svenske konge.

Ordren fik de forfærdeligste følger. Alle Blekinges byer blev plyndret og lagt i aske: Elleholm, Sølvesborg, Aveskær og Lykkeby samt Åhus i Skåne. Svenskerne måtte hurtigt ryste landets støv af skoene, da en dansk styrke på 14.000 mand under Günter von Schwartzburg indledte et angreb på Kalmar, men de havde da også afbrændt og ødelagt alt i den del af landet. Ifølge en almueindberetning til Frederik II var egnens almue fuldstændig ribbet og de fleste mennesker slået ihjel. I Småland drog den danske hær plyndrende og brændende frem på dens tog mod Kalmar, men stødte på hård modstand fra smålandske bondeopbud. Den tiltænkte overrumpling af Kalmar mislykkedes, og hæren drog så tilbage til Skåneland.

Klas Horns mordbrande
I begyndelsen af det tredje krigsår 1565 krydsede Klas Kristersson Horn den hallandske grænse. Hans togts eneste formål var at plyndre, myrde og brænde. Den svenske konges ordre til Horn lød på at dræbe "høje og lave, så meget Gud giver nåde til". Horn nedbrændte Laholm og hele egnen mellem Lag Aa og Nis Aa. Derefter fortsatte plyndringstogtet mod syd, og Horn lod plyndre og brænde Båsted, Engelholm og hele området ved Helsingborg. Den eneste modstand svenskerne stødte på var bondeopbud, som forgæves søgte at hindre deres fremfærd.

Massakren i Varbjerg
I august indtog en svensk styrke på omkring 14.000 mand Varbjerg, hvis opland allerede i marts var blevet alvorligt hærget af en svensk belejringsstyrke. Svenskerne "foranstaltede et skrækkeligt blodbad blandt de stridbare forsvarere; dog skånede man gamle mænd, kvinder og børn, som blev taget til fange, rundt regnet 150 udenlandske knægte, iblandt hvilke den siden hen så berømte Pontus de la Gardie befandt sig." Byens præst blev halshugget foran kirkens alter. Efter at byen var blevet plyndret, blev den lagt i aske, og da svenskerne havde foretaget et lignende togt mod Halmsted, vendte de tilbage til Varbjerg, hvor de indtog fæstningen og likviderede hele besætningen med undtagelse af kommandanten Hans Holk og nogle andre adelsmænd.

Efter at 5.000 svenskere og 3.000 danskere var faldet i slaget ved Axtorn nordøst for Falkenbjerg, beordrede den svenske konge først på året 1566 Jakob Hästesko ud på et hævntogt mod Gønge, hvor Vandaas blev lagt i grus og aske sammen med de nærmeste sogne Gryd og Knislinge. Den danske konge lod naturligvis ikke den svenske hærgen være ubesvaret, og hans knægte for frem med lige så stor grusomhed i de svenske grænseområder. De svenske kronikører beretter om, hvordan den danske hærs tyske lejesoldater morede sig med at skære tunger og bryster af de svenske kvinder, de fik i deres vold, og at de skød til måls efter deres fanger. Eksempelvis gik Daniel Rantzaus styrker i juli måned over rigsgrænsen og ind i Vestergøtland, hvor de brændte slottene Torpa, Läckö og Orreholm og ødelagde Bogesund, Falköping og Skara og bygderne heromkring.

Det lykkedes Daniel Rantzau at gøre et kraftigt fremstød mod det centrale Sverige, da han i oktober krydsede den dansk-svenske grænse med en hær på 8.500 mand og drog brændende og plyndrende mod Jönköping, som blev lagt i aske. Derefter påbegyndte han færden mod Østergøtland, hvor alle byer blev brændt - nogle af hans egne tropper, andre af svenske styrker for at danskerne ikke skulle kunne bruge dem som kvarter. De bønder, som reddede hus og hjem ved at betale brandskat, hængte svenskerne bagefter som "landsforrædere". I januar 1568 trak Rantzau sig tilbage mod Danmark. Tilbagetoget til Skåne er en af krigshistoriens ejendommeligste bedrifter. På tre uger lykkedes det for Rantzau at passere det svært fremkommelige terræn uden nævneværdige tab, gennem Holavedens kløfter, over Sommens is, gennem klippeegne og vinteragtige svenske urskove, ustandseligt under angreb af svenske krigsfolk og bondeskarer. I februar 1658 stod Rantzau i Skåne, evigt militært berømt for sin dåd.

Villands herred lå i røg og ild
I samme måned rykkede Erik d. XIV ind i Blekinge og marcherede mod Gønge sammen med sine brødre hertugerne Johan og Karl, "öfverallt plundrande, brännande och mördande". Sølvesborg, som nys var blevet genopbygget efter katastrofen i 1564, gik atter op i luer. Halmsted var også med på den svenske konges ønskeliste, men det blev dog ikke til noget i denne omgang. Svenskerne lod en styrke tilbage i Halland for at plyndre og brænde helt ned til Engelholm.

I november tog danskerne Varbjergs fæstning tilbage, og mens de bedste dansk-skånske styrker lå ved Varbjerg, faldt svenske tropper under hertug Karl og Pontus de la Gardie meget påpasseligt ind i det nordøstlige Skåne, som blev fuldstændig ødelagt. Svenskerne plyndrede og nedbrændte Åhus, Væ, Sølvesborg og Ysted og disse byers oplande. Hele Villands herred stod i flammer, så "der var sådan en stor tåge og røg, da hele herredet brændte, at ingen vidste, om det var dag eller nat."

Krigen uafgjort
Den 13. december 1570 sluttede Danmark-Norge og Sverige fred i Stettin. Krigen var endt "uafgjort". Den Nordiske Union blev formelt opløst, mens Sverige fik Älvsborgs fæstning tilbage mod en løsen på 150.000 rigsdaler. Samtidig måtte svenskerne opgive deres krav på de dansk-norske landskaber Jemtland, Herjedalen og Gotland. Krigen var begyndt på grund af striden om Tre Kroner i Danmarks rigsvåben. Hvad blev enden så på dette stridspunkt? Jo, de tre kroner findes stadig i det danske rigsvåben den dag i dag!

Kilder

Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning"
"Skåneland ur det fördolda"

Jonny Ambrius "Skånes historia i årtal"

Folke Hellberg "Skånes historia"

K Arne Blom & Jan Moen "Snapphaneboken"

Herman Lindqvist "Historien om Sverige - Gustav Vasa och hans söner och döttrar"

[Tilbage til hovedsiden]