[På svenska] [På dansk]

"- - Når de svenske uti denne vinter (1678-79) finge fat på nogle snaphaner, da pinte de dem först grueligen, brände dem under födderne med gloende jern og satte dem siden en spidtz ind ved deres ende og ud ved deres nase. Derefter sloge de dem fast til et trä med et söm igennem begge deres händer over deres hoved og lod dem så hänge, til de döde".

Sthen Jacobsen i sit værk "Den Nordiske Kriigs Krønicke".

BESTIALSKE DØDSSTRAFFE OG TERROR
hentet fra Uno Röndahls bog "Skåneland utan förskoning". 

Oversættelse: Mads Kierkegaard

Modstandsfolk bliver spiddet levende. Blodpenge for guerillamænd. Kontribution under dødstrusler.

På begge sider af Sundet er der bevaret utallige vidnesbyrd om, hvordan det gik dem, der ikke ville tilpasse sig. Den slags historiske notitser kan genfindes i svenskernes fodspor, lige fra da de i 1500-tallet begyndte at udvide deres lebensraum i Baltikum ligesom senere i Polen og i det ruinerede Tyske Rige samt i nabolandet Danmark. Overalt forsøgte den svenske administration at tvinge de undertvungne folkeslag til lydighed med voldsmetoder. Dette har vi dog ikke måttet læse noget om i de historiske lovsange til det imperialistiske stockholmsystem. Fra den kant vil man i stedet udmale de svenske arméer som hjemsted for mildhed og ophøjet tolerance i mod de besejrede. Med sikkerhed ville glorien blegne eller måske tilmed forsvinde, hvis man fra de historieskrivendes side talte om de blå og gule uniformers virkelige kendetegn.

Lad os se, hvad Artur Lundkvist skriver i sin bog "Snaphanens liv og død" med henblik på hvordan, den svenske ret blev praktiseret i erobret land, eller hvorledes man tvang skåninger og blekinger til troskab og lydighed:

"Soldaterne kommer og henter ham; de løsner ikke hans lænker, men bærer ham væk imellem sig; en trop står opstillet med musketter i hænderne, en trommeslager står parat med en stor tromme hængende ned mod knæene.

En pæl af eg ligger færdig, spidset skarp, med barken afskrællet i hele dens længde, i nærheden er gravet et hul i jorden, med en bunke rødlig jord opkastet ved siden. 

Trommen begynder at dundre, dumpt og langsomt, Lars lægges ned på jorden hvilende på maven, flere mænd tager fat i ham og holder ham fast, hans klæder flås op, et knivsnit gøres ved nederste ryghvirvel, hvor den spidsede pæl føres ind under huden, skydes opad med korte stød, forsigtigt, for at pælen hverken skal gå for dybt ind i kroppen eller komme ud igen gennem huden. 

Trommen dundrer, en frygtelig spænding ryster den udstrakte krop, men mændene holder den nede, trykket i mod jorden; Lars føler smerten som en ildflamme op gennem kroppen, han indesluttes i et rødt flammende mørke, bider tænderne sammen så hårdt, at han hører dem knase, men hører intet skrig fra sig selv, synker kun ned i et dyb, og alt bliver mørke.

Han vågner igen, da han hænger oprejst på pælen, hans fødder er sømmet fast, hans arme bøjet bagud og fastsurret, en galge er rejst ovenover ham, og en løkke omslutter hans hals, men så løst siddende, at han ikke ved hoved bevægelser kan kvæle sig selv. Smerten er som en rasende ild i hans krop, som om luer fortærede hans kød i uafbrudte angreb, han har munden fuld af blod."!

Lars og mange af hans lidelsesfæller fik en bestialsk død, fordi de forsøgte at beskytte den smule, de ejede, eller satte hårdt imod de uretfærdige overgreb, som de udstationerede knægte begik. Endnu var det jo sådan, at Roskildefredens niende artikel fortsat var i kraft. Vi husker vel ordene? " - - blifva vidh deres vanlige rätt, lagd och gamble privilegier och frijheder oturberade och obehindrade - -,". På denne tid gjaldt den skånske lov således stadig i de skånske landskaber. - Men hvordan blev den praktiseret af besættelsestropperne? Svaret er, at den slet ikke blev praktiseret, men at der i stedet gjaldt det system, som svenskerne praktiserede i de andre erobrede Østersølande.

Det var ikke spor underligt, at flere og flere søgte ly i skovene. Hvis et familiemedlem blev mistænkt for at være "snaphane", lå det i luften, at det også skulle gå ud over den øvrige familie. Hvordan skulle en fader eller broder kunne gå fri, når svenskerne praktiserede omvendt bevisførelse? Alt talte for, at det ikke ville lykkedes dem, og så fandtes der ingen anden udvej end skoven, såfremt man ville undvige med livet i behold.

I Gøngeherrederne udstedte svenskerne dusør på modstandsfolkene på d en måde, at enhver, der havde held til at fange en "snaphane" død eller levende, fik ti rigsdaler og derudover guerillamandens ejendom! Det gav også resultat mht. antallet af indfangede; men hvordan stod det til med retfærdigheden, når de døde ikke kunne forsvare sig og ingen andre talte på deres vegne? Hvem som helst kunne jo gøre det af med sin fjende og få betaling af svenskerne under foregivende af, at man havde taget livet af en "snaphane". I svenskernes øjne spillede det heller ingen rolle, om det var en "snaphane" eller en friskytte, da de jo alligevel begge var modstandere af den svenske orden.

Det er faktisk helt uforståeligt, at vort folk i Skåneland er uden ethvert kendskab til vore fædres historie på disse områder. Ganske vist er der blevet skrevet om de ting, der skete, men ikke på en sådan måde, at vor tid har taget det alvorligt. Måske er det fordi, man bevidst pakkede alt det forfærdelige ind med, at de, der led under undertrykkernes åg, burde bebrejde sig selv for at have sat sig op imod deres lovlige (?) øvrighed. Men vi kan uden videre slå fast, at der var tale om noget helt andet, eftersom det i virkeligheden var sådan, at Skånelands folk ganske enkelt havde mistet retten til at forsvare deres menneskelige værdighed, mens den retvise blev klogere. Alle, der hadede den svenske overhøjhed, blev betragtet som "snaphaner" og var dermed dødsdømte. Risikoen for at blive klassificeret som "snaphane" var virkelig stor, ja så stor at man ikke engang kunne færdes frit i sit eget land. Kunne man ikke godtgøre for sit ærinde, når man kom udenfor hjemstavnen, risikerede man simpelthen livet! Vore forfædres angstfulde tilværelse har man ikke udbredt sig meget om. I stedet har man sædvanen tro talt om overklassen og da især den svenske gennem deres militære og civile repræsentanter i det besatte Skåneland. Deres forbrydelser mod Skånelands folk har man bevidst fortiet eller tidligere forherliget, og værst af alt gjort det på bekostning af vores til døden plagede forfædre. I historieskrivningen er de nemlig blevet fremstillet som snaphaner, skovtyve, skælme, slyngler og sorte banditter, som af kriminelle hensigter bekæmpede svenskheden i form af den militære og civile administration i Skåneland.

I januar 1677 blev der oprettet specielle "snaphanedomstole" i Skåne og Blekinge. I Skåne bestod den af rigsrådet Ebbe Ulfeld, generalmajor Montaigne, otte officerer, fire fogder og pålidelige bønder. På trods af metoderne og på trods af edsaflæggelsen var der hele tiden nye modstandsfolk, som trådte i de dødes sted. Jagten var ubarmhjertig, f. eks. ødelagde den svenske ritmester Hummer i 1677 hele Iserup by på sin jagt efter modstandsfolk. Samme gerningsmand stod bag forbrydelsen mod Tågerød, da denne by blev totalt ødelagt i jagten på modstandere. Ud fra samme motiv hærgede voldsmændene mange af Skånes og Blekinges gamle byer på tilsvarende måde. På trods af dette fortsatte guerillakrigen i hele 1677 uden at svækkes i nævneværdig grad. Trods alle overgreb var folkets modstandsvilje stadig ubrudt.

Den danske hær vandt ingen sejre i den store krig i 1677. Malmøs belejring måtte opgives efter det ulykkelige slag ved Landskrone den 14. juli. I august måned blev størstedelen af den danske hær overført til andre opgaver mod svenskerne på Rygen. Den lille krig fortsatte imidlertid med uformindsket styrke, især med støtte af de danske fæstningskompagnier. Ved slutningen af året udfærdigede Karl d. XI endnu et pardonsbrev. Det fik ingen virkning i Skåne, men muligvis i Blekinge, som nu lå alt for langt væk fra de danske støttepunkter. Her føjede man sig nu ved at oprette vejspærringer, de såkaldte "snaphanevagter", der havde til opgave at overrumple modstandsfolk, der mod forventningen blev tilbage i området. Også i det i et år kuede grænsesogn Næsum blev almuen tvunget ud i skovene for at oprette sådanne spærringer. Således beretter Sorbonius, der var præst for de forenede menigheder Næsum og Gemsø, at "Öfwer denne Edre åå, ved Blijstorp är eett pass, hwarest i krijgstijden 1676 höllz starck bondewackt för snaphaner skuld, bleff ock två stycken snaphaner ock twenne rymningsryttare ved samma pass fasttagne, ock till lägret förde."

Sorbonius har med stor sandsynlighed taget fejl et par år. Bondevagterne er nok først opstået i året 1678. Den såkaldte præsteberetning fra Næsum, fra hvilken notitsen er hentet, blev skrevet næsten tyve år efter den refererede hændelse. Det kan være årsag til fejlen. Følgende begivenheder kaster et nyt og forklarende lys over situationen hos Næsums undertvungne sognefolk.

Næsten på étårsdagen for undertegnelsen af troskabserklæringen ved Gemsø præstegård, afsendte sognemændenes repræsentanter et brev stilet til Karl d. XI eller, som der står i brevet, "Stormechtigste Herre". I deres fattigdom bad bønderne om skånsel fra de hårde pålæg, som besættelsesmagtens nådesløse repræsentant "Cronones Befalningsman Well:v Jacob Witt" bebyrdede dem med. Denne tapre svensker havde  krævet tribut i form af korn gennem dødstrusler mod hundrede mænd i sognet. Bønderne bedyrede imidlertid, at de var helt forarmede som følge af den svære misvækst og krigsødelæggelse i 1677. 

Jens Lauersen, Bend Jønsen og Mats Åchesen har på de øvrige sognemænds vegne bekræftet det hele med deres underskrifter. Denne "Våhr Eeenfaldige och Underdånige Supplication" er tydeligvis blevet sat på tryk af sognepræst Jøns Sorbonius. Det fremgår klart og tydeligt, at de slagne sognebørn nu kastede sig i støvet for deres nye herrer for overhovedet at kunne få noget til overs til "Våhra fattige Hustrur och Barns uppehälle" og "något litet kune lemne att så i Jorden" i foråret 1678. At fattigdommen var enorm i dette ulykkelige år turde være hævet over enhver diskussion. Bagude lå flere års voldsgæstende plyndringer fra svenskeres side, der som den omtalte Jacob Witt havde forlangt, hvad der passede dem, ved hjælp af dødstrusler. Det hedder nemlig i brevet, at Witt "Trugadhe medh 100 mans Execution, dher Wih Nu icke genast dhen Resterande Provisions Spannemål, som ähr 3 Tunnor uthgiüra;"

Altså i marts måned 1678 trusler om dødsstraf til hundrede mennesker i Næsum sogn, fordi bønderne ikke kunne aflevere tre tønder sæd, hvilket er det samme som 376,8 kg! Den gang var der ikke langt mellem liv og skånselsløs død, og det gjaldt ikke bare grænsesognet Næsum, men for  alle Skånelands sogne.

[Tilbage til hovedsiden]