[På svenska] [På dansk]

Snaphaner - frihedskæmpere eller skurke?

Oversættelse: Mads Kierkegaard

"Snaphaner" kaldes vi for
af svensk militær
et skældsord for alle
i skovene her
men banditter og mordere,
tyve og andre
hører ikke til os
(Fra "Friskytte" af Lars Fernebring)

Den berømte "gøngebøsse", som blev fabrikeret af gøngebygdens dygtige bøssesmede, var det almindelige håndvåben, friskytterne benyttede.

Under de dansk-svenske krige i Skåneland drog mange skåninger, blekinger og hallændinger ud i skovene og førte guerillakrig mod svenskerne. Det svenske militær kaldte alle modstandere, de mødte i form af bevæbnede bondeskarer, for "snaphaner". Men reelt gemmer der sig bag dette begreb en lang række forskellige slags modstandsfolk.

År 1658 havnede Skåneland (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, dvs. hele det gamle østensundske Danmark) under svensk herredømme. Den svenske konge Karl X Gustav havde overfaldet Danmark og besejret den gamle arvefjende. Danmark blev tvunget til den hårdeste fred, landet nogensinde havde sluttet; Skåneland, som fra ældgammel tid havde været dansk land, samt de norske områder Bohus len og Trondhjems len måtte afstås til Sverige.

Skåneland fik garanteret selvstyre
Svenskerne var ikke særlig populære i Skåneland. Landet var i perioden fra 1200 til 1600-tallet blevet ramt op mod tredive gange af "de svenskes" hærgen under de mange dansk-svenske krige. Skåneland var ustandseligt blevet hærget, truet og hjemsøgt af svensken. Og de nye herrer gjorde ikke meget for at øge deres popularitet. Fredstraktaten garanterede, at befolkningen kunne "blifva vidh deres vanlige rætt, lagd og gamble privilegier og frijheter". Således skulle Skåneland have status af et selvstyrende land indenfor Sveriges politiske grænser, men erobrerne brød fredsaftalen og besluttede sig for at forsvenske områderne. Præsterne fik forbud mod at prædike dansk (skånsk), og kort tid efter indsatte kongen svenske gejstlige og forbød danske (skånske) bøger og skrifter. Befolkningen blev under trussel om bødestraf tvunget til at lære den svenske ABC, mens folk, der nægtede at betale de idømte bøder, måtte gå fra hus og hjem. Skånelands mennesker, som var stærkt knyttede til deres danske fædreland, så naturligvis ikke på dette med milde øjne.

Stærk militær kontrol
Den svenske okkupationsmagt kom ligeledes med mange nye tunge pålæg. Svenskerne udkrævede nye skatter og tvangsudskrev titusinder af unge skånelændere til svenskernes krig på den anden side af Østersøen. Disse blev erstattet af opsvenske indvandrere, som overtog ødegårdene kvit og frit og slap for at betale skat. Desuden blev der indført indkvarteringstvang for de skånelandske gårde, som måtte underholde svenske knægte. Når en knægt slog sig ned, fik han også arveret, og ofte slog han bonden ihjel og fik gården i sin besiddelse. Skånelands befolkning satte sig hårdt til modværge, og en folkerejsning mod Sverige begyndte. Den svenske besættelsesmagt kriminaliserede al modstand og benævnte uden hensyn til modstandsfolkenes karakter disse med den nedværdigende betegnelse "snaphaner".

Skældsordet snaphane
Snaphane var i 1600-tallet betegnelse for samfundets værste elementer så som røvere og banditter, hvilket svenskerne også kaldte skånelandske modstandsmænd som friskytter og partisaner. Gennem denne betegnelse blev de fredløse, og svenskerne kunne henrette dem uden rettergang.

Betydningen af ordet snaphane kan udledes fra tysk "schnappen" (bortsnuppe, røve). I Tyskland var ordet snaphaner en benævnelse for fredløse og landevejsrøvere. I 1500 og 1600-tallet fandtes der til med en sølvmønt i Tyskland og Holland, som i folkemunde blev kaldt "Schnapphahn", fordi dens billede af Sankt Georg, en rytter med langt sværd, lignede en ridder på rov, en snaphane.

Det er blevet hævdet, at "schnapphahn" oprindelig var et tysk folkenavn for den fugleart, som på dansk og skånsk hedder skovskade (svensk: nötskrikan). Første gang svenskerne anvendte ordet i Skåneland var så tidligt som i 1500-tallet under den Nordiske Syvårskrig, hvor de i nedsættende betydning kaldte Mikkel Pedersen Gønges skånelandske hageskytter for snaphaner. Hageskyttekompagniet under Mikkel Pedersen Gønge var en forgænger for 1600-tallets friskyttekompagnier, som var frikorps til hjemstavnens forsvar. Navnet hageskytter havde de taget efter tidens hagebøsser.

Ordnede og uniformerede frihedskæmpere
Friskytterne var militært organiserede kompagnier, som i 1600-tallet kæmpede for et dansk Skåneland. Navnet friskytter havde man taget fra folketroens "friskytte", som var en skytte i forbund med djævlen, der altid ramte sit stykke vildt. Der fandtes omkring tredive friskyttekompagnier i Skåneland. Flere tusinde mennesker gik frivilligt med i krigen for Skånelands og Danmarks sag. Alene i Gemsø ( Jämshög) lykkedes det Ole Bjørnsen at hverve 500 mand. Friskyttekorpsene bestod af mænd i deres bedste alder, bønder, håndværkere, bondesønner uden jord og studenter. Friskytten var bereden og udrustet med knive og bøsse, dvs. de berømte gøngebøsser, som blev fabrikeret af gøngebygdens dygtige bøssesmede. Man var uniformerede og organiserede på militær vis; befalingsmanden blev i almindelighed tituleret kaptajn, og senere fandtes militær rangorden med løjtnant, fenrik, kvartermester osv.

Partisanerne
Men da friskytterne selv måtte bekoste deres udrustning inklusiv hestene, kunne mange af økonomiske årsager ikke lade sig værge som "Kongens Frijschøtter". Den fattige del af befolkningen savnede ligesom skovenes fredløse og kriminelle mulighed for at blive optaget ved kompagnierne. Disse opererede også under krigen, undertiden med samme forsæt som friskytterne, men oftest på direkte kriminel facon mod både loyale skånelændere, medløbere, svenskere og danskere. Siden hen havde hvert sogn sine lokale partisanforbund, som ikke var direkte organiserede i friskyttekorps, men udelukkende opererede mod de svenske okkupanter og deres medløbere.

Snaphane betegnede et sammensurium af mennesker, som svenskerne erklærede fredløse. Tendentiøse svenske historikere har ofte tilsmudset friskytterne ved at opfinde en myte om, at "snaphaner" var et ensartet, vel afgrænset begreb ("snaphanebevægelsen"), og på denne måde lykkedes det at laste friskytterne for overgreb, som banditter og røvere havde gjort sig skyldige i.

Grum død for modstandsmænd
Når en "snaphane" blev indfanget af svenskerne, var han dømt til en grum, brutal død. Mest almindeligt var det at føre en spids træpæl ind mellem rygraden og huden på en sådan måde, at den stak ud bagom nakken. På denne måde kunne det vare næsten en uge, før døden indtraf. Pælene blev rejst langs vejene "til skræk og advarsel". I følge et øjenvidne, den svenske generalguvernøren Magnus de la Gardie, var Skånelands veje med jævne mellemrum omkranset af spiddede "snaphaner".

Efter den Skaanske Krigs afslutning i 1679, da Europas førende stormagt Frankrig dikterede, at Roskildefreden skulle stå ved magt, blev Skånelands frihedskæmpere tvunget til at følge den danske hær ud af Skåneland og tilbringe resten af livet i dansk landflygtighed. De, som blev tilbage, blev udsat for en grum og skånselsløs forfølgelse. Den sidste henrettelse af såkaldte "snaphaner" fandt sted i 1683.

Nu rejses støtter for dem, som sled
itu vort ældgamle herkomstbrev
og hundredtusenders bane blev.

Se, derfor er det, jeg stiger frem.
Af bondeæt mine fædre er
fra Skåne. Jeg råber: skammer jer!

Skam få hver skåning, som ikke tror
sig skyldig at hædre sin far og mor,
fordi nu græsset på graven gror.

(...)

Hvorhen i vort Skåneland end du går,
om ellers historiens røst du forstår,
der gives ej, skåning, grøft eller grav,
som blodets røst ej høres udaf.

Der gives ej å, ej dam eller sø,
som ej så nogen ved drukning dø.
Idag man viser dig træ ved vang,
hvor mangen gønge i Rebet hang.

Hvorhelst i bygden din vej du ta'r,
de spiddedes skygger omkring dig du har.
Og alle mødte de døden kækt,
de vilde ej skilles fra deres slægt.

Tænk, om du tænker: "De var kun fjog,
som døde for danskernes usle åg."
Rejs sten for Carl Gustav og Touche ham blæs,
og skrig dig ved Stenbockfesten hæs!

AZ Collin

Kilder:

Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning",
"Skåneland ur det fördolda"

Kjeld B Nilsson "Skåne - Vort glemte land"

Jonny Ambrius "Skånes historia i årtal",
"Att dömas till döden"

Hans Wåhlin "Boken om Skåne"

K Arne Blom & Jan Moen "Snapphaneboken",
"Slagfält i Skåneland"

Folke Hellberg "Skånes historia"

Osby hembygdsförenings årsbok 1963

[Tillbaka till huvudsidan]