Mindesten som denne i Barslev,

Mindesten som denne i Barslev, hvor Karl XI omtales som "Skånes redningsmand", blev rejst i hele Skåneland i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da den storsvenske linje indenfor riget nåede sit højdepunkt. Den på stenen anvendte betegnelse "redningsmand", har man måttet rense for overmalning.

"Skånes børn får aldrig mulighed for at lære Skånes historie og de skånske forfædres tildragelser og oplevelser at kende. Derfor lærer de heller aldrig at forstå den kulturelle sammenhæng, som forbinder landets fortid med dets nutid. Således bliver den skånske hjemstavnsfølelse såvel som pietet for de skånske forfædre lige så eftertrykkeligt som forsætligt forkvaklet gennem den skånske skoles unaturlige, systematiske fortielse af den historiske sammenhæng. Er det da underligt, at denne overalt i Skåne gennemførte opdragelse virker overordentligt opinionsdannende og at den bestandigt undervurderede eller tilsidesatte skånske kultur almindeligvis glemmes og foragtes? Er det da så besynderligt, at den almindelige skånske historiebevidsthed har svært ved at vågne?"

Pastor Berndt David Assarsson i "Det skånske problem" (1923)

"En jublende vårdag!
Alt bader i klart, dirrende solskin, måger og skyer flyver lige hvide og glade over himlens blå sletter, og Sundet ligger gyldent i horisonten.
Hvor man vender blikket hen ser man de blå og gule farver og flag, som vugges af en svag, kærtegnende vind, glitre i strålernes varme skin.
Det drøner fra kanonerne deroppe ved det stolte Kernen.
Da ekkoet af de tyve første skud er døet ud, begynder husarmusikken at spille.
Dagens helte hyldes. Stor var han som menneske, feltherre og statsmand. ...
Kæmpekoret synger:
'En salut for kong Carl X Gustaf.'
Et firfoldigt rungende leve. Atter spiller musikken og koret synger.
Finale: den gamle krigersalme 'Vor Gud, han er så fast en borg'.
Der ligger sol over det imposante taffel.
Man forlader scenen med et stort, lyst minde - et minde for livet!"

På den måde skildrede Helsingborgs Dagblad, hvordan 250-årsdagen for Roskildefreden i 1908 blev fejret i Sundets Perle, hvor Karl Gustav d. X's "bedrift", da han i 1658 besejrede Danmark og erobrede Skåneland, blev fejret i overensstemmelse med den officielle svenske historieskrivnings skønmalerier. Omkring århundredskiftet bredte en stærk nationalisme sig i Norden. Finland ville fri af Rusland, Danmark var truet af Tyskland og Norge var - til stor sorg for det svenske kongehus - begyndt at frigøre sig fra Sverige. Det var et hårdt slag for den storsvenske "ære" og forårsagede mange sårede følelser i en tid, da fædrelandskærligheden var præget af den oscarianske punchpatriotisme, som var ensbetydende med militærparader, marchmusik og skåltaler. Denne chauvinistiske rus tog livet af den grænseoverskridende skandinavisme, som havde haft en solid position i Skåne. I de skånske Øresundsbyer, hvor man har det gamle moderland lige uden for vinduerne, rejste man pompøse statuer og monumenter over de skånske kriges svenske sejrherrer, "totempæle" til værn mod danskerne, synlige fra havnene, hvor danskerne stiger i land. I Malmø troner Karl X Gustav, i Landskrone har man placeret en obelisk med Karl XI:s monogram på et fremskydende hjørne af Christian III:s citadel, og i Helsingborg ridder Magnus Stenbock, som druknede de sidste dansk-skånske genforeningsbestræbelser i blod. På de følgende sider præsenteres svensk-nationalismen i Skåneland omkring århundredskiftet, hvor man hyldede betvingerne af det gamle østensundske Danmark.