[På svenska] [På dansk]

Magnus Stenbock eller "Måns Bock", som reddede Skåne til svenskerne og straffede helsingborgerne hårdt på grund af deres danskvenlighed, fik i 1901 opført sin statue på byens stortorv. De vadmelsklædte pilte ved hans fod er de "skånske gedehyrder", som man i kantaten ved statuens indvielse lod sige:
"Vi taga från plogen vår järnhårda hand:
nu gäller det att värna vårt fädernesland.
Ej fordras därtill uniform eller ståt¹ -
i bonddräkt vi gå för vårt Sverige framåt -
framåt då för Sverige - för Sverige.
Och stupa² vi ock, där herr Måns har oss stält,
vi stiga som blåklint³ ur gyllene fält.
När ungmön oss hittar, nog tänker hon då:
där har jag de gossar⁴ - de trofasta blå,
som föllo för Sverige - för Sverige!"

1) pomp og pragt, stads 2) falde, "stupe" 3) kornblomst 4) dreng, ung mand

Magnus Stenbock i Helsingborg

"Hil Magnus Stenbock på den plads, hvor han står ved Sundets strand, pansret i bronze, på sin æres mark.
Hil den ædle ridder, som vi kalder ham frem for andre af hans århundreds mænd. Med rødder i den nordiske middelalders ædleste blod, med en ridders ubrydelige troskab indtil døden mod sin Gud, sin konge og sit fædreland.
Hil ham, Magnus Stenbock!"

Med disse ord indviede Martin Weibull Magnus Stenbocks statue i Helsingborg i 1901. Med hensyn til statuer var denne historieprofessor tilsyneladende utrættelig. Forinden havde han foranstaltet en indsamling til opførelsen af en Karl XI-statue i Karlskrona, som blev indviet i 1897. Denne gang lå initiativet ikke hos Weibull, men under indvielsen holdt han en tale, hvor han gav udtryk for, at selv Stenbocks minde gavnede det nordiske sammenhold. Festen stod imidlertid endnu mere tydeligt end Malmø i 1896 i svensknationalismens tegn, og Weibull, som var skandinavist og havde slægtsrødder i Sønderjylland, frygtede for de danske og svenske reaktioner på hans medvirken. I et brev til Corfitz Beck-Friis hedder det: "Gud ved, om det egentlig behagede Danmark at se mit navn i forbindelse med Stenbock-statuens afsløring - hele den danske presse tav - og Gud ved, om det nu også behagede alle i Sverige". Forklaringen på det tvetydige i Weibulls holdning, "talsmanden for de storsvenske minder med kærligheden til Danmark i sit hjerte", som nogen har karakteriseret ham som, ligger sandsynligvis i hans engagement for Skånelands danske historie med bl.a. udgivelsen af "Samlinger til Skånes historie, oldtidskundskab og beskrivelse" og senere "Historisk tidsskrift for Skåneland", hvilket han var blevet 'revet en del i næsen'. Ved at medvirke til opførslen af afgudsbillederne over de svenske sejrherrer i Skåneland rehabiliterede han sig. Det er lidet forbavsende at erfare, at en anonym dansk læserbrevsskribent allerede i 1897 hånede Weibull: "Professoren er altsaa Specialist som Monumentreijser. Da Skaane og Bleking altsaa blive forsynede, er der Halland tilbage." Indsenderen mindede om den jubelfest, man havde afholdt i 1895 i Halland for at højtideligholde årsdagen for Sveriges erobring af landsdelen, og hånede rejsningen af monumentet og festlighederne, "Denne Raslen med de gamle rustne Sabler".

Rytterstatuen i Helsingborg, Magnus Stenbock i kæmpeformat, som med sin højre arm peger udfordrende mod vest mod Kronborg og søsterbyen Helsingør, var ligesom monumenterne i Malmø og Karlskrona udført af kunstprofessor John Börjesson i Stockholm. Til at begynde med var det meningen, at Stenbock skulle true Danmark med dragen sabel, men det blev trods alt for meget for de svensksværmende helsingborgere, som havde samlet penge ind til statuen. Statuens sprog var symptomatisk for den tid, hvor folk var bange for øvrigheden: få ikke for varme følelser for danskerne! Og avisskribenterne skrev i samme ånd; f.eks. publicerede Øresunds-Posten et digt af "ain redi skaunsker bonnapaug" som bl.a. lyder:

"De va ju pau de vised ad vi såde
Den gången illa i'ed, ska ja si,
Å här i lanned va ain fali låde
For de ad kongen bara velle kri;
Å nor han sau blai sla'n der ve Poltava,
Sto' danskarne ve Rau å s'or å gava.

Dai trodde ju, begrips, dai skolle ta voss
Som ain pris snus, men der blai anned au!
Nor Stenbock kom å sa'e: 'Pauga! la voss
Gau man au huse å försöga pau,
Om inte vi inu ain gång kan qväsa'n
Sau allri mair han hid tor sticka näsan'.

Å jo gu geck de varre än ain trodde,
Fast paugana dai kom me träsko pau
Å pels å löna huer, for dai gnodde
Den vrene dansken baude gul å blau,
Sau allri si'n han mair trott se hidöfver.
De' faur ain si, va redi bra manöver!"

Det ovenfor citerede digt byggede ligesom alle andre artikler og digte i pressen på myten om, at Stenbocks armé for størstedelens vedkommende udgjordes af skåninger, "Måns Bock og hans skånske gedehyrder". At Stenbocks armé i virkeligheden kun for en meget lille dels vedkommende bestod af skåninger, og at hovedparten af disse tværtimod var at finde på den danske side, blev fortiet. I stedet herskede den officielle svenske historieskrivning, der fremstillede Stenbock som "Skånes nationalhelt" eller "redningsmanden" og "helten", som besejrede "Skånes fjender". Således beskrev domprovst Eklund Magnus Stenbock ved indvielsen: "Rent vidunderlig er den rigdom af alt tænkeligt, som var forenet hos denne mand: Feltherresnilde og embedsmandsduelighed, i krigens og fredens tjeneste, folkelighed, parret med kongelighed, hurtighed, vovemod i angrebet på fjenden, gavmildhed og mildhed mod den fældede." Ritmester Wennerberg fortsatte i samme ånd ligesom landshøvding Dickson. Om aftenen var der festmiddag i hotel Mollbergs store sal, hvor spisekortets forside var prydet med en medalje til Stenbocks ære, hvis latinske inskription lyder i oversættelse: "Ved Guds hævn er Skåne befriet. Den 10. marts 1710" og "Hvem havde vidst, at udyrene på den måde skulle kunne forjages af riget".

Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede. Fagforeningerne i Helsingborg besluttede sig til ikke at deltage i Stenbocksfesten. Herom skrev Helsingborgs Dagblad dagen efter indvielsen: "At denne demonstrative beslutning, som overalt vakte ubehagelig opmærksomhed, ikke kan betragtes som udtryk for den almindelige holdning blandt Helsingborgs arbejdere, viste sig imidlertid på den glædelige måde i går, at et stort antal arbejdere var tilstede ved afsløringshøjtideligheden." Reaktionen fra Stockholm kom også; Hjalmar Branting fordømte i Social-Demokraten denne "kortsynede" beslutning: "Det er et meget uholdbart og primitivt standpunkt at skære alle 'nationale krigsminder' over en kam og forkaste dem alle". Den "folkelige" Måns Bock og hans gedehyrder havde reddet "vor nationale eksistens i den værste nød. En taknemmelig eftertid har rejst statuer for mindre. Sådan er den enkle historiske sandhed, og med den forfalder også al tale om udfordring mod danskerne; thi de var angriberne, og vi behøver vel ikke drive høfligheden så vidt, at vi ikke hylder en svensk helt, fordi det overfald, han tilbageviste, udgik - ikke fra det i livegenskab endnu trællende danske folk, men fra den danske konge og adel. Skal vi være ømme over for deres følelser?"

Særligt mange "ømme" følelser herskede der heller ikke, da man i Landskrone rejste monumentet til Karl XI's ære; læs videre om dette ved at klikke her.