Danske børn kan næsten citere de stolte indledningsord til Den Jyske Lov (Jyllandsloven) "Med lov skal land bygges" i søvne. Det ville vel også være overkommeligt at mindes de ligeså stolte ord fra Den Skånske Lov: "Haui that Skanunga ærliki mæn, toco vitar oræt aldrigh æn". Denne konstatering af, at skånelænderne aldrig har tålt nogen uret i deres eget land, er Skånelands egentlige valgsprog.
Før 1658 indgik Skåneland som en samlet rigsenhed i det dengang føderale Danmark, som bestod af tre mere eller mindre autonome landsdele: Jylland, Sjælland og Skåneland med egen lovgivning, ret til at vælge og vrage konge etc. I Skånelands lov, Den Skånske Lov, findes den såkaldte skåningestrofe, som er Skånelands valgsprog. Denne artikel om Skånelands valgsprog af den danske lektor mag. art. Britta Olrik Frederiksen er tidligere blevet publiceret i bladet Skånsk Fremtid, udgivet af foreningen med samme navn.
Haui that Skanunga ærliki mææn
toco vitar uræt aldrigh æn
Dette lille rim er skrevet til i randen af et dansk håndskrift fra slutningen af det 13. århundrede (håndskriftet AM 37,4, Den arnmagnæanske Samling, København). Litteraturhistorikere kender det under navn af skåningestrofen (eller -verset, -rimet) og fremhæver det især af to grunde. For det første fordi det er et af de tidligste vidnesbyrd om brug af enderim i Norden (mææn - æn) - i den gammelnordiske poesi var det alene bogstavrimet der holdt verslinjer sammen, som i de kendte linjer fra Den højes Tale om at "Fæ dør / frænder dør". For det andet fremhæves strofen fordi indholdet er en kilde til stadig undren og tvivl.
Orden i sig selv er der ganske vist ingen ben i. De lever stadig i bedste velgående i dansk, om end i lidt afslidt form. For at tage dem fra en ende af: udsagnsordet at have, her i nutids forestillende måde, der i dag kan bruges i faste udtryk som fx ønsket leve kongen eller indrømmelsen det være aldrig så godt; videre stedordet det, navneordet skåning, der enten står i nævnefald flertal eller do. ejefald, så tilegnelseordet ærlig plus navneordet mand i nævnefald flertal, udsagnsordet tage i datid flertal, forholdsordet ved, navneordet uret og endelig biordene aldrig og end, hvoraf det sidste nu mest kendes fra ældre digtning, fx i linjer som "end er der en Gud foroven" og "thi end lever den gamle af dage". Som følge af formen skanungas tvetydighed er der to mulige ordrette oversættelser af første linje: "have det skåninger, ærlige mænd" eller "have det skåningers ærlige mænd"; anden linje kan derimod kun oversættes "tog ved uret aldrig endnu".
Hvad der er den dybere mening med disse ord, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed på 700 års afstand. Men ind i et fulstændigt tomrum er de næppe skrevet. Tværtimod er det såre nærliggende at tro at skåningestrofen bogstavelig talt er randbemærkning til den egentlige tekst på det pågældende sted i håndskriftet, en afskrift af Skånske Kirkelov.
Skånske Kirkelov er en overenskomst indgået mellem de skånske bønder og ærkebispen i slutningen af 1100'tallet, ifølge lovens egen fortale fordi den forud gældende ret var for hård. Lempelsen har nok navnlig bestået i at bønderne fik lov til at benytte den verdslige retspleje i sager mellem dem og kirken, selv om den stred imod kirkens ret, den kanoniske. Det kan være til denne triumf for skåningene - der dog ikke var større end at de samtidig måtte binde sig til at svare ærkebispen tiende - at strofens ord sigter, og da snarest i betydningen "det (d. v. s. den ros) skal skåningne have, (de) fortræffelige mænd, (de) tog endnu aldrig imod (d. v. s. accepterede endnu aldrig) uret".
Med samme indhold kan ordene også, og endnu sandsynligere hentyde til den episode som håndskriftets ganske særlige efterskrift til kirkeloven omtaler, en episode som ligger lidt længere fremme i tiden, nemlig midt i 1250'ernes kamp mellem kong Kristoffer I og ærkebiskop Jakob Erlandsen. På det tidspunkt var man for længst begyndt at praktisere (humanere) kanonisk ret i Skåne i sager mellem kirke og befolkning; men den nidkære troens stridsmand Jakob Erlandsen ville også have den nye praksis nedfældet sort på hvidt, og så kom bønderne i tanker om overenskomsten fra slutningen af 1100'tallet. De forlangte den bekendtgjort og fik med kongens hjælp gennemtrumfet at der blev taget lige så mange afskrifter af originaldokumentet som der var herreder i Skåne, så bønderne alle vegne kunne lære lovens tekst at kende og, med håndskriftets ord, matte them loghlekæ wæriæ ok taki æi withir v loghum "kunne forsvare sig lovligt og ikke accepterede ulov (d. v. s. lovløshed eller ikke-lovfæstede bevismidler). Den verbale lighed mellem teksten her og skåningestrofen, der er indført på den modstående side i håndskriftet, er slående.
Der har været luftet endnu en tolkningsmulighed, den at oversætte strofen med "den ros skal skåningenes ærlige mænd (d. v. s. stormænd, herremænd) have, (de) accepterede endnu aldrig uret". Baggrunden skulle være visse historiske kilders udsagn om at det var landets stormænd der drev almuen frem både i 1180'ernes oprør mod konge og kirke - yderst ude i øvrigt foranlediget af kirkeloven - og under det 13. århundredes kirkekamp.
Så kunne ordene måske ligefrem høres som et ekko af Saxos passus om at den skånske almue efter oprøret i 1182 aldrig siden har "dristet sig til at prøve paa at sætte sig op imod Adelen" (Saxo oversat af Fr. Winkel Horn 1898 p. 315, latin funesto plebis conatu ulterius adversum principum collegium insolescere non audente). Bortset fra at allusionen er betydeligt mere søgt, er det uvist om ærliki mææn overhovedet kan betyde "stormænd, adel" så tidligt som i anden halvdel af 1100'tallet.
Hvad skåningestrofen end måtte betyde, og hvordan man end vil forklare dens tilstedeværelse i randen af håndskriftet AM 37,4 - som heldig skriverimprovisation eller velanbragt citat af et gammelt mundheld eller af et stykke (juridisk) digtning? - så må man give førsteudgiveren, Kristian Kaalund, ret, da han i 1896 præsenterede den for offentligheden. Det skete med en ledsagende bemærkning om at den "giver et betegnende udtryk for skånsk selvfølelse og vel fortjænte lejlighedsvis at anvendes som valgsprog". (Arkiv för nordisk filologi 12 p.371).